26.04.2018, 12:52 | Af: | Foto: FC Midtjylland

Optakt: U19 i bededagsopgør mod AGF

Alt hvad vi beder om, er tre nye point!

Nøj, hvor måtte de slide for det, men en mand i undertal lykkedes det FCM U19 at vende en 2-0 føring til Lyngby til sejr. Dermed holder man forspringet til Brøndby på andenpladsen og – lige så vigtigt – fik man vendt en periode med modgang.

- Jeg har kunnet mærke på spillerne, at sejren i Lyngby gav en forløsning. Humøret har været lidt højere i den uge, der er gået, og når man vinder på den måde, så frigiver det noget energi, både fysisk og mentalt, fortæller cheftræner Kenneth Andersen.

Fredag kl. 10.30 løber FCM U19 ind på AGF’s anlæg på Fredensvang, og historisk set har ulvene haft krammet på århusianerne - senest blev det til en 3-0 sejr i efteråret.

Så let kommer det næppe til at gå i morgendagens kamp. Eks-spilleren Mike Tullberg tiltrådte før sæsonen som ny træner for et hold med mange førsteårsspillere, og som sæsonen er skredet frem, er AGF’erne blevet mere og mere stabile i deres præstationer, hvilket blandt andet har kastet udebanesejre over Brøndby og FCN af sig.

FCM U19 må til kampen undvære midtbanedynamoen Nicolas Madsen, der afsoner karantæne, mens AGF er foruden midtstopperen Christian Bech, ligeledes grundet karantæne.

Ujævn kampafvikling
Et blik på stillingen i U19 Ligaen viser, at FCM U19 har en komfortabel buffer på ti point ned til Brøndby, men det hører med til historien, at sjællænderne har spillet to kampe færre – og med fredagens kamp mod AGF kommer FCM U19 faktisk til at være tre kampe foran rivalerne i programmet:

- Som træner synes jeg, det er rart nok, at vi kan flytte kampene, så der bliver plads til, at vi eksempelvis kan deltage i udenlandske talentturneringer, men ja, sammenlignet med Superligaen, så bliver det hurtigt noget spekulativt at tage temperaturen på topstriden, når holdene ikke har spillet lige mange kampe, fortæller Andersen.

De to Akademihold deltager i år i to talentturneringer i Tyskland henover pinsen - Spax Cup (U19) og Yokohama Cup (U17).