03.11.2018, 18:14 | Af: Karsten Vestergaard | Foto: FC Midtjylland

Otte mål og en tur i rutsjebanen

Det var enormt underholdende og lige ved at blive lidt for spændende, da FCM U17 vandt 5-3 over SønderjyskE

Ulvene var her, der og alle vegne i en forrygende første halvleg, hvor angrebene rullede ned mod SønderjyskEs mål, og inden der var spillet et kvarter havde Mads Hansen og Aral Simsir bragt FCM U17 i front med to.

Hjemmeholdet blev sat under et tungt pres og efter en halv time kom den tredje mand i FCM-angrebet, Tobias Damtoft (billedet), også på tavlen.

Både han og Aral Simsir har i den seneste tid haft succes med U17 landsholdet og optrådte med masser af energi og tro på egne evner, og tre minutter før halvleg scorede Aral sit andet mål i kampen.

4-0 - og det trak op til at kampen kunne ende helt galt for hjemmeholdet, der er det hold, der har lukket klart flest mål ind i U17 Ligaen.

Sådan gik det imidlertid ikke, og det skyldtes, i hvert fald til dels, at Adis Murati fik reduceret på halvlegens sidste angreb.

4-1 målet gav værterne en flig af håb og selvom chancen for point var spinkel, blev den forfulgt med al den energi, SønderjyskE kunne mønstre.

Fornyet spænding
Således gik værterne op i et højt pres fra anden halvlegs start og det stressede FCM’erne, der ved flere lejligheder tabte bolden på vej frem ad banen.

Det åbnede op for de omstillinger, der er hjemmeholdets stærkeste våben, og med to mål inden for tre minutter kunne hjemmeholdet pludselig skimte et episk comeback.

Til FCM U17’s ros skal der siges, at ulvene ikke gik i panik. Faktisk skabte FCM’erne nogle gedigne chancer, der burde have lukket opgøret.

De blev dog ikke udnyttet og i stedet fulgte 25 minutter hvor spillet bølgede fra det ene felt til det andet. Ti minutter før tid faldt afgørelsen, da Aral Simsir brød et SønderjyskE-angreb og stak bolden i dybden til Mads Hansen, der med sit andet mål lukkede opgøret.

Cheftræner Henrik Jensen var både glad og også en smule lettet over, at det endte med tre point. Han så både sit hold løfte sig til nye højder, men fik også udstukket arbejde til de kommende træningspas:

- Første halvleg er klart det bedste, vi har spillet i indeværende sæson. Vores angrebsspil er dynamisk og levende og vi får skabt masser af gennembrud, specielt over siderne. Men samtidig må vi også erkende, at vi bakser meget med at få lukket ned deres omstillinger kampen igennem, udtalte Jensen efter opgøret.

Med sejren rykker FCM U17 op på fjerdepladsen i det, der har formet sig som en tæt og jævnbyrdig U17 Liga. Næste opgave er hjemmekampen mod et andet tophold, Brøndby, næste lørdag.

SønderjyskE U17 – FC Midtjylland U17 3-5 (1-4)
11’ 0-1 Mads Hansen
13’ 0-2 Aral Simsir
30’ 0-3 Tobias Damtoft
42’ 0-4 Aral Simsir
45’ 1-4 Adis Murati
55’ 2-4 Adis Murati
57’ 3-4 Tobias Roesgård Hansen
81’ 3-5 Mads Hansen

FCM U17: Christopher ”Bobber” Møller – Anders Kaiser (71’ Victor Bak Jensen), Jens Emil Fjendsbo, John Ndjate – Kristoffer Lund, Oscar Fraulo, Frederik Christensen, Victor Lind (81’ Oliver Jeppe) – Tobias Damtoft (87’ Mikkel Tønnesen), Aral Simsir, Mads Hansen