03.03.2018, 20:18 | Af: | Foto: FC Midtjylland

Sæsonens første nederlag en realitet for U19

Satte en tidlig tomålsføring over styr i Farum

Udekampen mod FC Nordsjælland viste sig at være præcis lige så svær en opgave som ventet, men FCM U19 vil nok alligevel ærgre sig over 3-2 nederlaget, for ulvene var godt på vej til at hente de tre point på Right to Dream Park.

Allerede i det andet spilminut brød ”Uzo” igennem i værternes venstre forsvarsside og lagde med en tværbold op til Christian Tue Jensens føringsmål, og FCM U19 sad på tingene i kampens indledning.

Det fik værterne til at droppe forsøget med en firemands-bagkæde og gå tilbage til den normale 3-4-3 opstilling, men også dette var FCM U19 godt indstillet på. Efter tyve minutter lykkedes det at bryde hjemmeholdets opspil og bolden blev ekspederet ud til Victor Torp, der med et tidligt indlæg satte Tue op til 2-0 målet.

Hjemmeholdet havde også deres muligheder i første halvleg, men det lå i kortene, at FCM U19 på et tidspunkt ville lukke kampen på en af de omstillingsmuligheder, der løbende tilfaldt dem.

Ulempen var blot, at FCM ikke fik scoret det afgørende tredje mål, og at man som kampen skred frem overlod mere og mere initiativ til hjemmeholdet. I det 66. minut tog en FCN’er et godt løb ned igennem FCM’s bagkæde og lagde bolden til rette for Paul Nnanami, der reducerede til 1-2.

Målet gav hjemmeholdet fornyet tro på tingene, og det lykkedes stadig oftere FCN’erne at spille sig uden om FCM’s pres. Med et kvarter tilbage fik FCM-forsvaret ikke luftet ordentligt ud, og så blev en returbold prikket ind i feltet, hvor Christoffer Palm kunne udligne.

Spillede for meget på omstillinger
FCM U19 pressede herefter højt, og det gjorde at FCN til allersidst kunne spille en dyb bold ned bag bagkæden, der endte med at Nnamani kunne score sejrsmålet.

- Den hurtige føring gør, at vi tidligt kommer til at spille rigtig meget på omstillinger, og jeg ville ønsket, at vi i højere grad havde holdt fast i bolden, konstaterede cheftræner Kenneth Andersen efter opgøret.

Dermed kunne FCM U19 lige akkurat ikke fejre etårs-jubilæum som ubesejret i U19 Ligaen – det seneste nederlag indtraf d. 4. marts for et år siden (1-3 mod Esbjerg).

Lørdagens resultater betyder at FCN rykker op på tredjepladsen, ni point efter FCM, dog for en kamp færre end ulvene. AGF vandt 3-1 i Brøndby og indtager andenpladsen - otte point efter FCM. Se stillingen og øvrige resultater fra U19 Ligaen her.

FC Nordsjælland U19 – FC Midtjylland U19 3-2 (0-2)
1’ 0-1 Christian Tue Jensen
20’ 0-2 Christian Tue Jensen
66’ 1-2 Chukwuemeka Paul Nnamani
75’ 2-2 Christoffer Palm
90’ 3-2 Chukwuemeka Paul Nnamani

FCM U19: Oliver Ottesen – Oliver Olsen, Tobias Anker (50’ Nicolai Damkjær), Gustav Kjeldsen – Uzochukwu Henry Onuorah, Nicolas Madsen, Victor Torp (65´Antonis Martis), Mikkel Jakobsen – Michael Baidoo, Sebastian Buch Jensen, Christian Tue Jensen (73’ Casper Tengstedt)

FCM vs. AGF – 14. jul.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox