10.05.2018, 02:09 | Af: | Foto: FC Midtjylland

Slem skade i U17’s nederlag til AGF

FCM U17 tabte 2-1 i Århus - men det var et grimt uheld, der fyldte mest efter kampen.

Et 3-1 nederlag i det senste indbyrdes opgør betød at FCM’erne havde noget at revanchere mod AGF, men det var hjemmeholdet der fik den bedste start. AGF vandt de fleste dueller og fik sat ulvene under pres.

Efter 27 minutters spil lykkedes det hjemmeholdets garderhøje angriber Anders Fæster at blive isoleret med en enkelt FCM-forsvarer, der ikke kunne forhindre ham i at tæmme et indlæg fra højresiden og bringe hjemmeholdet foran.

Seks minutter gik det så helt galt for FCM og Mikkel Kristensen i særdeleshed.

Offensivspilleren blev tacklet af en AGF’er og brækkede benet ved anklen. Det var synligt for alle, at det var helt galt fat, og Kristensen blev i al hast kørt på sygehuset til behandling og røntgenfotografering:

- Jeg har kun oplevet noget tilsvarende en gang før, og det var da jeg selv spillede. I mine ti år som ungdomstræner, havde jeg ikke overværet så grim en skade. Der var ikke nogen ond hensigt fra AGF’eren, men det så ud som om Mikkels fod blev hængende i kunststofbelægningen, lød det fra en berørt René Andersen.

Holdt fokus
Det lykkedes FCM’erne at bevare fokus på kampen, og ligesom det var tilfældet mod HB Køge, var det et langt stærkere FCM U17, der kom ud til anden halvleg.

Nu var det ulvene der var spilstyrende og efter 54 minutters spil faldt udligningen. Et fladt indlæg mod forreste stolpe blev sendt i mål af Erik Burai.

AGF’erne kom ofte på bagkant og fem minutter efter udligningen modtog midtbanespilleren Peter Rogers sit andet gule kort. Men så dummede FCM U17 sig.

To forsvarsspillere gik op til den samme bold, og de forstyrrede hinanden så meget, at Anders Fæster kunne heade en holdkammerat fri til afslutning. I sidste øjeblik fik Matthæus Andersen sat en tackling ind, men Fæster var over den løse bold og sparkede den ind. 2-1.

De sidste tyve minutter formede sig som et uafbrudt pres ned mod AGF-feltet, men FCM’erne forsøgte at presse målet igennem og var slemme til at afvikle angrebene for hurtigt. Derfor endte det 2-1, og ulvene tabte et skridt i topkampen i U17 Ligaen.

- Spillerne skal have stor ros for den 2. halvleg del leverer, men vi er også nødt til at kigge på de beslutninger vi træffer, og hvordan vi forvalter det, at vi er en mand i overtal. Der manglede vi noget mere omtanke – og så var der ganske enkelt for mange af vores lidt længere afleveringer, der ikke var præcise nok, konstaterede Rene Andersen.

FCM U17 har nu et par dage at sunde sig i, før det på lørdag går løs igen med en ny topkamp – denne gang mod rækkens førerhold, FCK.

AGF U17 - FC Midtjylland U17 2-1 (1-0)
27’ 1-0 Anders Fæster
54’ 1-1 Erik Burai
58’ Udvisning: Peter Rogers Mfaume, AGF (gult-rødt)
59’ 2-1 Anders Fæster

FCM U17: Valdemar Birksø Thorsen – Jens Emil Fjendsbo, Anders Kaiser (71’ Rasmus Obling), Kristoffer Lund Hansen – John Ndjate, Frederik Christensen, Mikkel Christensen (33’ Matthæus Andersen), Hanus Sørensen – Aral Simsir, Emil Sand, Erik Burai (55’ Tobias Damtoft)