30.05.2017, 10:00 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: FC Midtjylland

Spændende back til akademiet

Fighterinstinkt og stort teknisk potentiale. Det er nogle af de færdigheder, der har givet 15-årige Kristoffer Lund en plads på Akademiet

FC Midtjylland har sikret sig endnu en spændende spiller på Akademiet. Der er tale om venstrebacken Kristoffer Lund, der til dagligt optræder på klubbens eget U15-mandskab. Han starter på Akademiet efter sommerferien.

At Kristoffer Lund skulle vise sig at være et lysende fodboldtalent lå ikke nødvendigvis i kortene. Barndomsårene i Kerteminde handlede mest om springgymnastik og svømning. Først som 9-årig fik Kristoffer øjnene op for fodbolden, og derfra tog talentet hurtigt fart. Som 11-årig rykkede han op på U13-holdet i Kerteminde Boldklub, og særligt tre trænere fik stor betydning for Kristoffer.

- Søren Eriksen, Jørgen Larsen og Jon Lamberg har spillet en stor rolle i min fodboldopvækst. De tog rigtig godt imod mig, da jeg rykkede op på U13-holdet som den yngste spiller i truppen. De forstod mig og lod mig spille med. Samtidig støttede de mig i de mange ture og træninger med FCM, fortæller Kristoffer Lund.

Fra Fyn til Midtjylland som 13-årig
I 2015 tog Kristoffer Lund en stor beslutning, da han som 13-årig skiftede de vante rammer på Fyn ud med en værtsfamilie i Holstebro for at kunne træne med FC Midtjyllands U14-hold. Målet var en akademikontrakt, og det har den hårdtarbejdende tekniker nu indfriet.

- Jeg er super stolt over at blive en del af FC Midtjyllands akademi. Det er en fantastisk klub. Jeg kender miljøet og tror på, at det er det bedste sted, jeg kan udvikle mig som fodboldspiller, siger Kristoffer Lund og retter samtidig en tak mod familien.

- Min familie har bakket mig op lige fra begyndelsen. Den måde de har hjulpet mig på og været der for mig har betydet utrolig meget, fortæller fodboldtalentet.

Back a la NK
Kristoffer har optrådt på forskellige positioner, men i dag tørner han for det meste ud på venstre backen. Det er en position, som passer ham meget godt.

- Jeg har spillet lidt af hvert. I Kerteminde var jeg mest venstre kant, men i FCM spiller jeg især venstre back. Det er en position, som jeg rigtig godt kan lide, og jeg tror den passer godt til mig, siger Kristoffer og uddyber:

-Defensivt klarer jeg mig godt, men jeg vil også gerne være med i den offensive del. Derfor kigger meget på en Rasmus NK med hans offensive tilgang til spillet.

Teknisk velfunderet og viljestærk
Kerteminde-drengen peger på sin hurtighed og aggressivitet som nogle af sine største dyder på banen, og de bakkes op af akademichef i FC Midtjylland Flemming Broe.

- Der er tale om en spiller med rigtig god teknik. Kristoffer er en fighter med stor modgangsparathed og er utrolig passioneret. Samtidig spiller han med god portion aggressivitet og hurtighed.

- Kristoffer sidder på en længere skadeshistorik, så for ham handler det om at blive helt skadesfri og komme tilbage i den gode rytme, man opnår, når man spiller kampe. Han skal fortsætte med at udvikle sit en-mod-en spil både offensivt og defensivt, forklarer Flemming Broe.

Drømmen om udlandet
Selvom karrieren er ung, så har der været flere store oplevelser. Den største af slagsen, foruden FCM-kontrakten, skal findes på den anden side af Nordsøen.

- Som U14-spiller var jeg med FCM U15 i England, hvor vi spillede en god kamp Tottenham. Det var stort, siger Kristoffer Lund.

På længere sigt har Kristoffer en drøm om at gøre sig gældende på de store udenlandske scener, men inden da glæder han sig til at få en base på Heden.

- Min helt store drøm er at blive solgt til udlandet, men jeg ser det ikke som en mulighed i de kommende ungdomsår. For mig handler det først om at få en god og tryk fremtid i FCM, og det har jeg rig mulighed for med denne kontrakt, siger Kristoffer Lund. 

FCM vs. TNS – 16. aug.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox