03.06.2017, 20:39 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: FC Midtjylland

SPAX-Cup: FCM U19 bankede Hamburger SV

FC Midtjylland fik en god start på SPAX-Cup, da de fredag eftermiddag slog Hamburger SV 2-0

FC Midtjyllands U19-mandskab mænger sig i pinsen med stærkt besatte talenthold til den prestigefyldte turnering SPAX-Cup. Fredag eftermiddag tog midtjyderne første stik mod Hamburger SV i en pulje der, ud over dagens modstander, også tæller brasilianske Flamengo og FC Schalke 04.

- Drengene leverede en koncentreret indsats. Vi forsøgte at styre spillet både offensivt og defensivt, og det lykkedes drengene godt med, sagde FCM-træner, Mads Buttgereit.

Ulvene kom godt fra start med to store chancer inden for få minutter. Allerede ét enkelt minut inde i kampen var Nicolai Damkjær tæt på at bringe ulvene i front, men heldet var ikke med ham.

- Vi missede nogle store chancer og frygtede lidt, at kampen ville vende til deres fordel efterfølgende. Men drengene kørte på, og det resulterede i to gode scoringer, sagde Mads Buttgereit.

Efter 16 minutter fandt FCM’s Aziz Essaisi frem til nettet. Og blot tre minutter senere, var det Jákup Thomsen, der kom på scoringstavlen.

- Efter de to mål gik Hamburger til den med alt, hvad de havde. Vi forsøgte at lukke ned for kampen, så i pausen fik vi justeret en smule i forhold til vores pres, lød det Mads Buttgereit efter kampen.

Med sejren har FC Midtjyllands U19-drenge fået et godt udgangspunkt forud for lørdagens to kampe. Her gælder det først brasilianske Flamengo kl. 11.30, inden de endelige puljeplaceringer skal afgøres om eftermiddagen kl. 16.00 mod FC Schalke 04.

- En sejr mod Flamengo vil betyde meget. Dermed er vi sikret en plads videre. Vi ved, at kampen mod sidste års vinder fra Schalke 04 bliver en svær duel, sagde FCM-træneren.

Kampformatet lyder på to halvlege á 25 minutter. Mandag spilles finale- og placeringskampe.

FC Midtjylland U19 – Hamburger SV U19: 2-0 (2-0)
16’ 1-0 Aziz Essaisi
19’ 2-0 Jákup Thomsen

FCM U19: Oliver Ottesen, Nicolai Damkjær, Andreas Murbeck, Victor Torp, Aziz Essaisi (50’ Christian Tue), Andreas Poulsen, Malthe Jürgensen, Mads Olsen (36’ Nikolaj Kirk), Frank Onyeka, Sebastian Jensen (44’ Mads Carlson), Jákup Thomsen (31’ Mads Vang) 

FCM vs. BIF – 1. mar.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox