02.03.2019, 17:19 | Af: Karsten Vestergaard | Foto: FC Midtjylland

Stærk første halvleg, da U19 premiere-sejrede

Tengstedt nettede to gange og Elias reddede straffe i 3-0 sejren over FCK

FC København U19 – FC Midtjylland U19 0-3 (0-3)
12’ 0-1 Casper Tengstedt (strf.)
18’ 0-2 Casper Tengstedt (oplæg Lukas Giessing)
36’ 0-3 Gustav Isaksen (oplæg Nicolas Madsen)

FCM U19: Elias Rafn Olafsson – Lukas Giessing, Patrick, Japhet Sery Larsen, Oliver Olsen – Pyry Hannola, Nickolas Madsen, Sunday Oche Odeh – Casper Tengstedt, Jibril Antala Abubakar, Gustav Isaksen
 

Et par skader under træningen samt en Oliver Sørensen, der er afsted med U17-landsholdet gjorde, at Claus Therkildsen måtte foretage et par rokeringer i startopstillingen. Det betød at Pyry Hannola og Aral Simsir fik deres debut i U19 Liga-regi, ligesom Lukas Giessing og Sunday Oche Odeh var nye ansigter, sammenlignet med startelleveren mod Roma.

Udskiftningerne lod dog ikke til at forstyrre rytmen i FCM U19’s spil, og efter tolv minutter kom ulvene i front. Gustav Isaksen blev isoleret med en modstander, der måtte begå straffespark for at bremse den konstant udfordrende offensivspiller.

Selve sparket tog Casper Tengstedt sig af med vanlig sikkerhed, og der skulle ikke gå længe før FCM-topscoreren kunne sætte endnu et hak i bæltet.

Nicolas Madsen og Lukas Giessing kombinerede sig igennem ude i venstresiden, og sidstnævnte slog et fladt indlæg skråt tilbage igennem feltet, som Tengstedt konverterede med en kontrolleret inderside. Klassisk angrebsopbygning.

Dermed havde FCM’erne kampen, hvor de ville have den, og ti minutter før pausen øgede de yderligere. Igen var det Nicolas Madsen der drev bolden frem, og da han nåede uantastet frem til FCK-feltet, trykkede han af. Sparket ramte Gustav Isaksen på benet og snød fuldstændig Simon Rossil i buret. 3-0.

- Vores gameplan var at komme i et højt pres. Samtidig ville vi gerne spille over siderne og vende spillet flittigt, for på den måde at strække FCK’s organisation og skabe plads centralt. Det synes jeg vi lykkes rigtig fint med og halvlegsføringen er helt fortjent. Vi skaber seks store muligheder, og scorer på de tre, fortalte Claus Therkildsen fra spillerbussen.

Anden halvleg på det jævne
De sidste femogfyrre minutter blev knap så begivenhedsrige. FCM’erne fortsatte indledningsvist takterne fra den første halvleg, men da der var spillet en time mistede ulvene momentum og presset på FCK’erne aftog.

Det udnyttede værterne til at komme længere frem og de fik også lagt et tryk på FCM-forsvaret, der dog fortsat stod stærkt i billedet.

Med tretten minutter igen blev FCK tildelt et straffespark. Korrekt dømt, og det kom efter en periode, hvor FCM’erne havde været lidt på bagkant. I FCM buret var Elias Olafsson dog ikke indstillet på at lade et clean sheet gå sig af hænde, og han parerede et ellers hårdt spark.

Dermed sluttede det 3-0, og Claus Therkildsen var tilfreds med det, han havde set:

- Det var dejligt at få bragt et par nye spillere i spil, og at vi på trods af udskiftninger alligevel gå ud og holde fast i vores spillemæssige udtryk, konstaterede han.

Andetsteds vandt AaB 3-2 over AGF og dermed forbliver FCM’s forspring til nordjyderne på fem point i toppen af U19 Ligaen.

Næste kamp for FCM U19 er hjemmebaneopgøret mod OB, der i dag slog Brøndby med 1-0. Den kamp spilles lørdag d. 9/3 kl. 13.00.

FCM vs. FCN – 30. mar.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox