16.06.2018, 12:00 | Af: | Foto: FC Midtjylland

Styrmand får kontrakt på Akademiet

Oliver Jeppe trækker FC Midtjylland-trøjen over hovedet til den kommende sæson

Den 15-årige amarkaner Oliver Jeppe starter efter sommerferien på idrætsefterskolen ISI og det er en ny start, som han imødeser med spænding: Jeg har været skrevet op til efterskolen, da jeg har haft et stort ønske om at opleve efterskole-livet. Det bliver selvfølgelig en anden hverdag, hvor jeg er væk fra familien, men jeg får lov at stå på egne ben og så kan jeg koncentrere mig om fodbolden. 

Optagelsen på ISI har samtidig givet FC Midtjylland mulighed for at tilknytte den unge midtbanespiller Akademiet og det vækker glæde hos akademichef Flemming Broe, som ser et godt potentiale: Jeppe har en stærk karakter både på og uden for banen. Han er stærk og løber de ekstra meter i holdets tjeneste.

Jeppe kan spille alle centrale positioner og det er også her spidskompetencerne kommer til udtryk: Han er en duel stærk spiller med fint teknisk niveau og så har han et godt flow med bolden, udtaler Flemming Broe.

Det er dog ikke første gang, at Jeppe stifter bekendtskab med FC Midtjylland: Jeg deltog i en Akademi camp for to år siden. Det var en fed oplevelse, hvor man fik lov at snuse til setuppet. Jeg har altid været forelsket i konceptet omkring Midtjylland og Akademiet, så det er stort for mig at få denne mulighed.  

Oliver Jeppe, der senest har båret anførerbindet på Brøndby IF’s U-15 mandskab, har store drømme, men samtidig benene solidt plantet på jorden: Mit mål for den kommende sæson er at spille mig på U17-holdet. Jeg er 1. års, men vil arbejde hårdt på at blive fast mand. I fremtiden drømmer jeg selvfølgelig om at få Superliga-debut og vinde mesterskabet med FC Midtjylland. Det største vil dog være at spille en slutrunde for Danmark, slutter Oliver Jeppe. 

Fakta
Navn: Oliver Jeppe
Fødselsdag: 7. januar 2003
Position: Central midtbane
Tidligere klubber: Fremad Amager og Brøndby IF