28.01.2019, 15:47 | Af: Karsten Vestergaard | Foto: FC Midtjylland

Talenterne i kamp for første gang i 2019

Stadome sikrede snefri afvikling af træningskampe mod Silkeborg og AGF

De to akademihold har været i gang på træningsbanen siden den 7. januar, og i lørdags var der så endelig kamptræning for talenterne.

I dagens første opgør tog FCM U19 mod Silkeborg, og her viste Casper Tengstedt, at han ikke har efterladt killerinstinktet i 2018. Efter seks minutter headede han flot Pyry Hannolas frisparksindlæg i kassen, men allerede fire minutter senere udlignede Silkeborg, da FCM-forsvaret ikke fik clearet en dødbold.

Efter 27 minutter lykkedes det imidlertid Casper Tengstedt at bringe FCM i front igen – Topscoreren i U19 Ligaen brød igennem i den ene side og scorede med venstrebenet ved den nærmeste stolpe.

I halvlegens sidste minut blev det også 3-1, da U17-profilen Aral Simsir opdagede, at SIF-keeperen stod lige vel langt ude af målet. Han trykkede opportunistisk af fra distancen, og bolden strøg ind under overliggeren.

Aral Simsir var også involveret i 4-1 målet, der faldt tyve minutter før tid. Han sendte Erik Burai afsted, og den ungarske angriber kvitterede ved at score. Fem minutter før tid lykkedes det SIF at reducere til 4-2, hvilket også blev slutstilingen.

- Vores fokus i dag lå på indsatsen, og der ydede spillerne godt. Det blev en kamp med masser fart, og mange højintense løb, og det er det, vi har brug for i forhold til at få gjort spillerne klar til sæsonstarten. Derfor kan jeg også godt leve med, at der bliver lavet nogle fejl undervejs, også fordi vi selvfølgelig skifter mange mand i pausen, fortalte cheftræner Claus Therkildsen.

FC Midtjylland U19 – Silkeborg U19 4-2 (3-1)
6’ 1-0 Casper Tengstedt
10’ 1-1 SIF
27’ 2-1 Casper Tengstedt
45’ 3-1 Aral Simsir
71’ 4-1 Erik Burai
76’ 4-2 SIF

Hos FCM U17 havde man afgivet fem spillere til FCM U19. Det skabte en situation, hvor førsteårs U17-spillerne pludselig var ”de erfarne” og dem som skulle bære holdet igennem.

Det ansvar tog de på sig, og efter en målløs første halvleg, scorede ulvene tre gange i kampens sidste 45 minutter. Frederik Heiselberg (2003) blev dobbelt målscorer, mens Tobias Damtoft (2002) stod for to måloplæg. Derudover var der debut til U15-spilleren Heini Sørensen, der kom ind i anden halvleg og lagde op til Heiselbergs anden scoring.

- Vi spiller med god intensitet kampen igennem, og det indikerer, at vi har fået doseret træningen rigtigt. Pt. arbejder vi med det etablerede forsvarsspil og gennembrudsspillet, og begge ting så godt ud, bedømt på kampen. Vi leverer en kontrollerende indsats bagtil, og var bevægelige oppe foran og havde nogle gode angrebsmønstre. Rigtig positivt, med tanke på at det var en kamp, hvor der blev skiftet meget ud og givet spilletid til alle mand, berettede Henrik Jensen (billedet).

FC Midtjylland U17 – AGF U17 3-1 (0-0)
1-0 Frederik Heiselberg (oplæg Tobias Damtoft)
2-0 Oliver Jeppe (oplæg Tobias Damtoft)
3-0 Frederik Heiselberg (oplæg Heini Sørensen)
3-1 AGF

De to akademihold spiller nye træningskampe på lørdag, hvor man gæster Esbjerg fB.

FCM vs. AGF – 15. dec.

Køb billet