16.03.2019, 21:11 | Af: Karsten Vestergaard | Foto: FC Midtjylland

Tempofyldt topkamp i Farum

Det blev til syv mål - heraf to i overtiden - da FCM og FCN mødtes i en U17 kamp på højt niveau

FC Nordsjælland U17 – FC Midtjylland U17 4-3 (0-2)
15’ 0-1 Simon Madsen
28’ 0-2 Mads Hansen
48’ 1-2 Christian Kjelder Rasmussen
60’ 2-2 Christian Kjelder Rasmussen
87’ 3-2 Andreas Pedersen Bredahl
90+1 3-3 Kristoffer Lund Hansen
90+4 4-3 Noah Crone Back (strf.)

FCM U17 (4-4-2): Simon Madsen – Kristoffer Lund Hansen, Oliver Jeppe (billedet), John Ndjate, Jens Emil Fjendsbo (87’ Frederik Heiselberg) - Simon Madsen (80’ Victor Bak Jensen), Anders Kaiser, Oscar Fraulo, Victor Lind (58’ Danijel Djuric) – Tobias Damtoft, Mads Hansen

I forårets første kamp var det FCM U17 der løb ind i FC Nordsjællands kontrakniv, men tre uger efter det møde var rollerne byttet om. Ulvene kom ud i et aggressivt presspil, der stressede værterne og gjorde, at FCM U17 ved flere lejligheder vandt bolden højt oppe på banen.

Det gav omstillingsmuligheder og det var netop på to af disse, at FCM bragte sig foran med 2-0 i kampens første halve time. Hjemmeholdet var på ingen måde ude af kampen, men FCM-forsvaret stod solidt og afviste FCN-offensiven.

Det tvang hjemmeholdet til at forcere fra anden halvlegs start, og desværre, set med FCM-øjne, fik de udbytte af det allerede efter tre minutters spil.

Herefter fulgte en periode, hvor spillet bølgede frem og tilbage, og det var helt åbent, hvem der ville lave det næste mål.

Det blev FC Nordsjælland, og det var et flot et af slagsen. Christian Kjelder Rasmussen gjorde sig til dobbelt målscorer, da han sparkede et frispark direkte i mål fra 25 meter, og dermed var der igen lighed på måltavlen.

Den stilling kom til at stå indtil tre minutter før tid, hvor værternes Andreas Bredahl brød igennem i FCM’s højreside, kom ind i feltet og sparkede bolden ind i det korte hjørne. En stærk individuel aktion, men også en bitter pille at sluge for FCM.

FCM-bænken reagerede prompte og tog Jens Emil Fjendsbo ud for Frederik Heiselberg, så man gik over til at spille 3-4-3. I kampens overtid fik ulvene tilkæmpet sig et hjørne og minsandten om ikke Kristoffer Lund Hansen dukkede op og headede udligningen i nettet.

3-3 var en retfærdig udgang på opgøret, men sådan skulle det imidlertid ikke gå. I det fjerde minuts overtid faldt Noah Crone Back til jorden i FCM-feltet og dommeren valgte noget kontroversielt at tildele hjemmeholdet et straffespark. Det udnyttede Crone selv, og så måtte FCM tage tomhændede fra Farum.

Stærk præstation fyldte mere end pointtab
Da cheftræner Henrik Jensen havde haft lejlighed til at fordøje ærgrelsen, var det dog de positive elementer, der stod tilbage fra et opgør, han mente burde være endt i pointdeling.

- Stor ros til spillerne for en stærk kollektiv indsats, hvor alle udførte deres opgave. Det gør, at det bliver en kamp, hvor FCN kommer til at løbe mere ned mod deres eget mål end mod vores, og det var vores plan. Det kan lyde lidt paradoksalt, at fremhæve den defensive præstation, når vi indkasserer fire mål, men FCN var effektive og formåede at omsætte nogle halve muligheder, konstaterede FCM-træneren om opgøret, der blev spillet på et højt U17-niveau og var karakteriseret af højt tempo og masser af intensitet.

Der venter FCM et nyt topopgør om fjorten dage. Her gæster man topholdet Silkeborg, der tidligere i dag konsoliderede førstepladsen i U17 Ligaen med en 4-1 sejr over SønderjyskE.