02.06.2019, 18:30 | Af: Karsten Vestergaard | Foto: FC Midtjylland

Terborg: farvel med oprejst pande

FCM U19 tabte finalen til Palmeiras, men kan se tilbage på en fremragende turnering

Semifinale: FC Midtjylland U19 – Tottenham U19 4-0 (2-0)
1-0 Gustav Isaksen
2-0 Gustav Isaksen
3-0 Gustav Isaksen
4-0 Christian Tue Jensen

Der var intet at rafle om i semifinalen, hvor FCM U19 med cheftræner Claus Therkildsens ord ”pulverisede” Tottenham. 

FCM-spillerne var her, der og allevegne, sad helt tæt på englænderne, vandt duellerne, løb udenom dem og straffede dem hver gang de vovede sig lidt frem på banen. Gustav Isaksen var særskilt fremragende og gjorde som der passede ham – hvilket blandt andet omfattede at score hattrick.

Christian Tue Jensen lukkede den ensidige affære, og så kunne FCM notere sig sejre over begge CL-finalisters talenter i dette års Terborg Toorneoi.

Den anden semifinale var et rent brasiliansk anliggende mellem Flamengo og Palmeiras, og blev et tæt opgør, der kun bød på et enkelt mål. Det faldt i slutfasen for Palmeiras, der dermed var klar til revancheopgør mod FCM.

Finale: FC Midtjylland U19 – Palmeiras U19 0-1 (0-1)
0-1 Patrick de Paula

Finalen skulle desværre vise sig, at blive FCM’s svageste kamp ved turneringen. Ulvene havde svært ved at finde det høje gear fra de foregående kampe. Det gjorde, at det blev en kamp med meget fysisk spil og mange lange bolde, og det var klart til Palmeiras fordel.

Imod slutningen af første halvleg fik brasilianerne et lidt billigt frispark for hands, et par meter uden for FCM-feltet. Der var til gengæld intet tvivlsomt ved Patrick de Paulas afslutning – han tordnede bolden op i hjørnet, uden at Elias havde en jordisk chance for at redde. Roberto Carlos har tydeligvis ikke levet forgæves...

Straks begyndte Palmeiras at trække tiden, og nu var det op ad bakke for FCM. Trænerteamet reagerede ved at skifte fra 4-3-3 til 4-4-2 for at få mere tyngde på midtbanen, og understregede hvor vigtigt, det var at FCM’erne fik bolden ned på jorden.

Ændringerne gavnede FCM’ernes spil, men Palmeiras var dygtige til at konstant at bryde rytmen. Alligevel kom FCM frem til en stribe gode chancer – den største et hovedstød, der på en eller anden måde blev reddet af en markspiller på stregen.

Tiden løb ud, og FCM’erne kastede sig skuffede i græsset, mens brasilianerne brød ud i jubel. Det var andet år i træk at Palmeiras gik helt til tops – og tiende gang i træk(!) at et brasiliansk hold vandt Terborg Toernooi.

Masser af anerkendelse
Da FCM’erne fik stablet sig på benene var der dog lidt opmuntring. Først fik Gustav Isaksen topscorerprisen for sine 6 mål under turneringen, og straks efter blev han kåret som turneringens bedste spiller. Til sidst gjorde Elias rent bord, da han fik overrakt prisen som bedste målmand. Det hjalp også på humøret, at tilskuere og modstandere efter finalen stod i kø for at uddele skulderklap og roser for præstationerne undervejs.

- Vi har gjort tingene helt anderledes end de andre hold hernede, ved at vi har været meget aggressive og gået op i et højt pres. Det har været angrebsfodbold hele vejen igennem, men det har ikke været naivt. Youth League-kampene har givet os noget, en kynisme, og den har vi taget med os. Så når vi lige får fordøjet finalen, har det været en afsindig fed oplevelse. Jeg kan ikke rose spillerne nok for den måde, de har vist klubben frem på hernede, lyder det fra en stolt Claus Therkildsen.

Nu returnerer FCM’erne til Danmark, hvor der for flere af spillerne venter eksamener. Der går dog ikke lang tid inden turen igen går sydpå, denne gang til Tyskland. Allerede på lørdag åbner FCM U19 nemlig årets SPAX Cup med en kamp mod Fortuna Düsseldorf.

Photo used courtesy of Terborg Toorneoi - www.terborgtoernooi.nl