03.03.2018, 21:06 | Af: | Foto: FC Midtjylland

Tju-bang i Farum

FCN og FCM U17 byttede mål i et væk i en voldsomt underholdende kamp

Der var ikke gået mere end to minutter, da Nicolas Dyhr gav hjemmeholdet en uvelkommen værtsgave ved at overspille sin oppasser og score til 1-0.

Tochi Phil Chukwuani kvitterede belevent ved tre minutter senere at udligne, og dermed etablerede de den rytme som kampen skulle komme til at forme sig efter – scoring og udligning.

Først sørgede Aral Simsir for at genetablere føringen, men mindre end ti minutter efter skabte Noah Crone Back igen balance på måltavlen.

Herefter fulgte en 30 minutter lang scoringspause inden Aral i anden halvleg bragte FCM U17 i front på ny, igen blot for at se værterne svare igen. Indskiftede Erik Burai gjorde et nyt udbrudsforsøg ved at score til 4-3, men igen sørgede Chukwuani for status quo.

Herefter gik der ged i den etablerede rækkefølge, for i tre minutters overtid gav Jonas Lyshøj værterne kampens første føring.

Dommer Rüstü Yilmaz nåede imidlertid ikke at få fisket fløjten frem og fløjtet af, inden en forbilledligt kæmpende Oliver Sørensen brød igennem, og fremtvang et straffespark. Nikolas Dyhr stod for presset og sørgede for at ulvene i det mindste fik et point ud af anstrengelserne.

Dermed sluttede det 5-5 efter en kamp, hvor de to holds offensive spillere overmatchede deres defensive modparter:

- Det er lidt surrealistisk, at sige det, men vi kunne have scoret endnu flere mål end de fem det blev til. Jeg sidder tilbage med følelsen af, at kunne vi være kommet foran med to, så havde vi knækket dem, men vi er selvfølgelig ikke tilfredse med selv at lukke fem mål ind. Vi efterlader for store rum for dem at spille i, og vi taber for mange dueller, beretter Martin Mark, der dog roser spillerne for den vindermentalitet, de viser, da de får udlignet dybt inde i overtiden.

FCM U17 møder i den kommende weekend AaB på hjemmebane. Se stillingen og øvrige resultater fra U17 Ligaen her.

FC Nordsjælland U17 – FC Midtjylland U17 5-5 (2-2)
2’ 0-1 Nicolas Dyhr
6’ 1-1 Tochi Phil Chukwuani
13´1-2 Aral Simsir
22’ 2-2 Noah Crone Back
53’ 2-3 Aral Simsir
61’ 3-3 Frederik Munck
66’ 3-4 Erik Burai
71’ 4-4 Tochi Phil Chukwuani
80+3 5-4 Jonas Lyshøj
80+4 5-5 Nicolas Dyhr (strf.)

FCM U17: Valdemar Birksø – Hanus Sørensen (75’ Kristoffer Lund Hansen), Jens Emil Fjendsbo, John Ndjate – Anders Kaiser (57’ Frederik Christensen), Oliver Sørensen, Pyry Hannola, Mads Kristian Hansen – Emil Sand (57’ Erik Burai), Nikolas Dyhr, Aral Simsir

FCM vs. AGF – 14. jul.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox