20.10.2017, 12:18 | Af: | Foto: FC Midtjylland

Topkamp mellem titelbejlere

Optakt: Det er U19 Ligaens nr. 1 og nr. 2 der møder hinanden, når FCK lørdag tager imod FCM

Et ærgerligt pointtab til Lyngby ændrer ikke ved at FCM U19 har haft et glimrende efterår, og en tredjedel inde i sæsonen er ulvene U19 Ligaens eneste ubesejrede hold.

Den status kommer dog under pres på lørdag, hvor FCM U19 på udebane møder FCK, der indtager ligaens førsteplads, et point foran FCM. Københavnerne led dog selv et mindre tilbageslag, da de i sidste weekend tabte 2-1 til Lyngby.

- Det er klart, at når man ser på hvor mange u-landsholdsspillere, der er på de to hold, så forventer jeg en kamp på et højt niveau. Jeg tror boldbesiddelsen bliver nogenlunde ligeligt fordelt, og at det bliver et højintenst opgør, hvor der vil blive kæmpet om bolden i hver eneste spilsituation, udtaler cheftræner Kenneth Andersen.

Fokus på defensiven
FCM U19 har fundet vej til netmaskerne hele 23 gange i de første syv kampe, mens FCK har lynet 20 gange, så det er to velsmurte offensiver, der tørner sammen.

Til gengæld vil begge mandskaber nok føle, de har været lige vel gavmilde i forsvaret – både FCM og FCK har lukket 13 mål ind, altså lige under to mål per kamp. Derfor er det formentlig også defensiven, der har tiltrukket sig størst opmærksomhed i de to holds forberedelse til kampen.  

- Vi analyserer på alle de mål, vi indkasserer, og det har ikke været fordi vi har sejlet i forsvaret. Lyngby scorer to gange mod os på omstillinger, hvor vi egentlig er nok spillere med tilbage, til at vi burde kunne have afvist det. Så vi skal være bedre til at gøre tingene færdige - også hvis det betyder, at vi skal cleare bolden ud over sidelinjen eller være lidt mere selektive med hvornår vi sætter bolden på spil i opbygningsfasen, fortæller Kenneth Andersen.

Tre ugers ligapause har også gjort godt på skadesfronten, og det betyder blandt andet at Victor Torp (billedet) igen står til rådighed, efter at anføreren missede kampen mod Lyngby efter at være trådt forkert ned på den ene fod.

OBS! Vær  opmærksom på, at spilletidspunktet er blevet flyttet. Kampen afvikles ikke kl. 13.00, men først kl. 15.30 på kunststofbanen på KB’s anlæg – flytningen skyldes at kampen pga. den megen regn ikke kan afvikles på græsbane.