13.07.2020, 08:38 | Af: Magnus Monrad-Alexandersen | Foto: Daniel Stentz

Tre U19-spillere siger farvel

Endnu et U19 år er slut, og det medfører forlængelser og farveller. I år bliver der sagt farvel til tre unge talenter, der alle fortsætter inden for fodbold

FC Midtjylland er proppet med fodboldtalenter nede fra U13 til U19-holdet. Men som en del af processen, følger der også løbende udskiftninger, hvor spillere må forlade klubben, mens andre kommer til. Efter den netop afsluttede U19-sæson har vi set flere spillere få deres første professionelle kontrakter i FC Midtjylland. Men desværre skal vi også sige farvel til nogle.

I år er det de to midtbanespillere Mikkel Kristensen og finske Pyry Petteri Hannola og forsvarsspilleren Jens Emil Fjendsbo.

De tre unge spillere kommer dog alle tre til at fortsætte deres fodboldrejse – men nu i nye klubber.

Pyry Hannola skifter til HJK Helsinki i sit hjemland Finland:

- Det er en speciel situation, når man kommer fra et land til et andet, man slet ikke kender. Så det giver respekt, når man har klaret den transition så flot, som Pyry Hannola har. Han har gjort det rigtig godt i sin tid i FC Midtjylland. Han har været med til at skabe konkurrence på sin position, og han har været med til at vinde både et U19-mesterskab og spille med i UEFA Youth League. Vi vil gerne takke ham for indsatsen, og heldigvis sender vi ham også afsted til en af bedste klubber i hans hjemland, siger Flemming Broe.

Mikkel Kristensen skifter til Vejle Boldklub:

- Mikkel har i sin tid i Midtjylland været slemt ramt af skader, og det har gjort, at han ikke har spillet så meget, som alle parter havde drømt om. Men det tager ikke noget fra hans talent. Han er en teknisk velvurderet spiller, og han har haft stor vilje for at komme stærkere tilbage fra alle skader med stor opbakning fra sin familie. I jagten på spilletid har klub og spiller valgt at se på nye muligheder, og valget faldt på Vejle Boldklub, fortæller Flemming Broe.

Jens Emil Fjendsbo fortsætter sin karriere i Holstebro Boldklub, som han tidligere blev hentet fra, da han kom ind på FCM Elitefodboldskole:

- Jens Emil Fjendsbo har været med hele vejen fra FCM Elitefodboldskole og op igennem akademiet. Det har været en meget fin rejse, der også kastede en del ungdomslandsholdskampe af sig, og så har han været anfører ad flere omgange. Konkurrencesituationen på Jens Emils position har spillet en stor rolle i vores vurdering af hans videre færd. Derfor er vi glade for, at han kan komme tilbage til Holstebro Boldklub, hvor han også kom fra, da han startede hos os. De har også lige spillet sig op i 2. Division, så der venter ham en spændende rejse derfra, afslutter Flemming Broe.

- Jeg håber, at de alle tre fortsætter deres positive og gode udvikling, og vi vil fortsat følge dem tæt og ønsker dem al mulig held og lykke fremover.

FC Midtjylland takker alle tre spillere for deres indsats hos klubben og ønsker dem god vind i fremtiden.