31.01.2017, 21:00 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Rasmus Thomsen

Tysk test for FCM U19 inden Youth League-brag

Tirsdagens testkamp var på tysk græs, da FCM U19 tabte knebent til Hannover U19

Om kun en uge er det knald eller fald for FC Midtjyllands U19-hold, når de møder portugisiske Benfica i det afgørende Youth League-opgør om en plads i ottendedelsfinalen.

Inden da havde de midtjyske talenter mulighed for at pudse formen af på internationalt plan. Tirsdag aften krydsede de klinger med Hannover i en træningskamp på den tyske udebane. Efter et 90 intense og lige minutter på grønsværen, måtte FCM U19 sætte kursen mod nord med et knebent 0-1-nederlag i bagagen. FCM-træner Kenneth Andersen var tilfreds med tirsdagens test, resultatet til trods.

- Vi mødte et Hannover-hold, som stillede i stærkeste opstilling. Deres startellever var den samme som den, de starter U19-Bundeligaen med på lørdag. På den måde var det et rigtig godt match for os. De var langt fremme i deres forberedelser, og alt i alt blev det til en god kamp i et højt tempo, sagde Kenneth Andersen.

Den største chance tilfaldt modstanderne i første halvleg, hvor dommeren pegede på pletten i det midtjyske felt. Hannover havde kort forinden appelleret for straffe efter en lignende situation, og efter FCM-trænerens overbevisning var det et tyndt dømt straffespark. Den tyske skytte skød langt over målet, og dermed var det stadig 0-0 ved pausen.

- Vi havde generelt lidt problemer med at spille os ud af et aggressivt Hannover-pres, så det forsøgte vi at få justeret i pausen. Drengene kom fint ud til anden halvleg, men efter en times spil skiftede begge mandskaber omkring syv spillere hver, og resten af kampen blev derefter.

Lig Benfica på flere områder
Syv minutter før tid lykkedes det Hannover at bringe sig i front 1-0. Ulvene forsvarede det første indlæg, men nummer to blev ikke afværget. Dermed endte kampen med en kneben sejr til de tyske udfordrer, men FCM-træneren kunne tage flere gode elementer med fra tirsdagens test.

- I dag var en kamp, som bar præg af meget duelspil. Det regner jeg også med, bliver en faktor mod Benfica. Nødvendigvis ikke på helt samme facon, men det var en god måde at få det øvet på. Desuden lignede de Benfica i deres kantspil, når de var på bolden. Kanterne var placeret bredt og deres backs skubbet højt op. Det skabte mange en-mod-en dueller på siderne.

- Forskellen fra i dag og mod Benfica ligger måske mere i angrebsopstillingen og presset. Hannover spillede med to angribere. Det forventer jeg ikke, at Benfica gør. Desuden synes jeg heller ikke at have set portugiserne så aggressive i deres pres og genpres, men det var uden tvivl godt for os at blive presset på tempoet, sagde Kenneth Andersen.

FC Midtjylland har en enkel testkamp tilbage inden det afgørende slag mod Benfica. Fredag klokken 16.00 møder de ligaens nummer tre fra Esbjerg på udebane. Og fire dage senere går det løs på den helt store scene, når de midtjyske talenter tørner sammen med Benfica i et knald eller fald opgør. Slaget skal slås på MCH Arena tirsdag den 7. februar klokken 16.00. Der er GRATIS ADGANG og fri placering på Faxe Kondi Tribunen, der åbner 15.30. Så hop på cyklen, fyld bilerne op, inviter konen, manden, kæresten, børnene, naboen og få en fodboldoplevelse af de helt store.

TILMELD DIG BEGIVENHEDEN PÅ FACEBOOK >>

 

FCM vs. BIF – 1. mar.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox