12.08.2017, 17:32 | Af: fcm | Foto: FC Midtjylland

U16 treer ved Next Generation Trophy

Ulvene vandt lørdag bronzekampen mod New York Red Bulls med 3-1

Da FCM U16 sidste år deltog ved Next Generation Trophy i Salzburg kastede det en fjerdeplads af sig, og i år lykkedes det ulvene så at avancere til tredjepladsen i den stærkt besatte turnering.

Vi fangede akademitræner Mads Buttgereit inden præmieoverrækkelsen, og her er hvordan han så de afgørende kampe:

Kvartfinale: FC Midtjylland U16 – Dortmund U16 2-1 (fredag)
Målscorere for FCM: Rasmus Obling, Aral Simsir

- Vi kommer bagud i første halvleg, men æder os ind i kampen, og efter pausen får vi udlignet, da Rasmus Obling header bolden i nettet efter et hjørnespark. Det ser ud om som kampen skal afgøres på straffespark, men i kampens sidste minut får vi tilkæmpet os et hjørne som Aral Simsir slår hårdt, fladt og indadskruet ind i feltet. Mads Hansen springer over bolden, og så stryger den faktisk urørt i nettet. Stor jubel på bænken!

Semifinale: FC Midtjylland – Benfica U16 1-1, 4-6 efter straffesparkskonkurrence (fredag)
Målscorer for FCM: Oliver Sørensen Jensen

- Da vi mødte Benfica hernede for et år siden tabte vi klart (1-4, red.), men denne gang var der grund til at være skuffede over resultatet. Vi sidder på kampen og tilspiller os adskillige chancer. Benfica har én, og den scorer de på. I anden halvleg får vi udlignet, da Christoffer Lund sparker et hjørnespark ind i panden på Oliver Sørensen Jensen. Desværre må vi strække våben i straffesparkskonkurrencen.

Bronzekamp: FC Midtjylland U16 – New York Red Bulls 3-1 (lørdag - billedet)
Målscorere for FCM: Mads Hansen, Oliver Sørensen Jensen, (selvmål)

- New York har en rigtig farlig angriber, og for at stække ham, havde vi besluttet ikke at gå helt så højt op i presset, som vi plejer. Umiddelbart før start opdager vi så, at han ikke starter inde, og vi sadler om – højt pres og ud over stepperne. Vi dominerer og har tre 100 % chancer i første halvleg, som vi alle brænder, og spillerne var frustrerede i pausen, også fordi der var mange dommerkendelser, der gik os imod. I anden halvleg løsner det op – vi kommer foran på et selvmål og kort efter scorer vi til 2-0 ved Mads Hansen. Ti minutter før tid får de reduceret, og vi kommer under pres. Vi får dog slået tilbage med det samme, og Oliver Sørensen Jensen kan score til 3-1, der også bliver kampens resultat.

FCM vs. Apollon Limassol – 24. aug.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox