18.03.2017, 19:23 | Af: Karsten Vestergaard | Foto: FC Midtjylland

U17 gjorde kort proces med Silkeborg

Fem FCM-scoringer i første halvleg - og så var den kamp afgjort.

Trænerteamet hos FCM U17 havde valgt at blande kortene på ny til kampen mod Silkeborg, hvor man havde prioriteret et angreb med fart over fysik. Det betød at Noah Grøn Iversen startede ude, og så kunne man stille med et angreb med tre ”raketter” i Jonathan Dahl Bagger, Gustav Isaksen og Nikolas Langberg Dyhr.

Skaktrækket virkede til fulde i en første halvleg, hvor ulvene gang på gang fik erobret bolden fra værterne. Når det skete blev kursen udstukket direkte mod Silkeborg-målet, og efter nitten minutter faldt føringsmålet så.

Jonathan Dahl Bagger brød igennem på kanten, så op og lavede dernæst et perfekt skifte til den anden fløj, hvor Gustav Isaksen var løbet i position til at brage bolden i nettet.

Herefter gik det slag i slag, og først kunne Casper Tengstedt score på en omstilling, inden Gustav Isaksen igen kom på tavlen – også efter en omstilling.

Umiddelbart efter blev Casper Tengstedt også til dobbelt målscorer, da han havde sidste berøring på et velkomponeret FCM-angreb med mange involverede, og sør'me om ikke Japhet Sery Larsen også kom på tavlen, da han scorede efter en standardsituation – det fjerde mål indenfor ti minutter.

Sparede på kræfterne
Med 0-5 på tavlen var kampen reelt afgjort, og FCM U17 undlod at forcere, vel vidende at holdet har en svær udekamp mod AGF på onsdag.

Ulvene vedblev dog med at komme frem til chancer, og kunne have øget føringen yderligere, mens Silkeborg med et forsøg på træværket kom tæt på at få reduceret.

Cheftræner Svend Graversen var selvsagt tilfreds med præstationen, men følte alligevel trang til at sætte sejren i perspektiv:

- Kampen i dag er ikke stort anderledes end vores to foregående kampe (2-2 mod EfB og 1-1 mod HB Køge) – forskellen er blot, at vi denne gang får belønnet os selv, for det gode arbejde, vi udfører inde på banen, sagde FCM-træneren.

På en dag med mange stærke FCM-præstationer, var Casper Tengstedt den måske mest iøjnefaldende spiller. Fra otterpositionen var han her, der og alle vegne på banen, og han har nu scoret i samtlige FCM’s fire kampe i foråret:

- Tengstedt er en fornøjelse at følge lige nu, og ikke kun fordi der kommer slutprodukt på de ting, han laver. Hans første touch sidder i skabet, og han kommer rundt på hele banen – det var en udsøgt god kamp af ham, udtalte Svend Graversen efter kampen.

Med fem scoringer er der intet at sige til, at der er fokus på de offensive kræfter, men samtidig leverede FCM-forsvaret en meget overbevisende præstation, der sættes i relief af, at ulvene stillede med to U15-spillere i bagkæden – Oliver Sørensen Jensen og John Philip Ndjate.

For midterforsvareren Ndjate var der tale om U17 Ligadebut, og den tidligere Lemvig GF-spiller får følgende skudsmål med på vejen af Svend Graversen.

- U15-spillerne træner sammen med os hver uge, og når en spiller gør det godt til træning, så vil vi også gerne belønne det. Det har han (Ndjate, red.) gjort, og derfor fik han chancen. Han har sæsonen igennem været en ”hardhitter” for FCM U15, og i dag viste han, at han også havde fysikken til at sætte sig igennem i U17 Ligaen, fortæller Svend Graversen.

Næste opgave for FCM U17 er som nævnt onsdagens udekamp mod AGF. Den spilles kl. 14.30.

Silkeborg U17 – FC Midtjylland U17 0-5 (0-5)
19’ 0-1 Gustav Isaksen
30’ 0-2 Casper Tengstedt
36’ 0-3 Gustav Isaksen
38’ 0-4 Casper Tengstedt
39’ 0-5 Japhet Sery Larsen

FCM U17: Enock Mawete Mwimba – John Philip Ndjate [FCM U15], Japhet Sery Larsen, Oskar Bloch, Oliver Sørensen [FCM U15] - Nicolas Hautorp Madsen, Antonis Martis, Casper Tengstedt – Gustav Isaksen, Jonathan Dahl Bagger (46’ Noah Grøn Iversen), Nikolas Langberg Dyhr