05.09.2018, 14:15 | Af: Karsten Vestergaard | Foto: FC Midtjylland

U17 holder hjulene i gang

Puljekampene blev endestationen ved Gradisca Cup, men nye kampe er på plads.

På de mindst tænkelige marginaler missede FCM U17 pladsen i kvartfinalen ved Trofeo Nereo Rocco, men så snart skuffelsen var blevet fordøjet, gik FCM-lejren i gang med at arrangere træningskampe til turens sidste dage.

Tirsdag aften havde FCM U17 arrangeret træningskamp mod en af anden af turneringens deltagere, japanske Gois FC. Her vandt FCM’erne med de overbevisende cifre 5-1 - om den kamp fortæller Henrik Jensen:

- Vi benyttede de spillere, der ikke havde været brugt så meget i puljekampene, og de kom med stor motivation. Gois FC spillede med mandsopdækning, og det er vi ikke vant til fra de hjemlige breddegrader, så pladsen at spille på opstod nogle andre steder end normalt. Det var udfordrende og god læring, men vi fik løst det det rigtig fint, og kunne have vundet større end vi gjorde.

I FCM-lejren er der stor tilfredshed med udbyttet af turen - Henrik Jensen opsummerer:

- Vi er blevet godt matchet hernede, og især de første to kampe skulle vi være koncentrerede i alle spillets faser. Det var vi desværre ikke mod Wolfsberger, hvor vi ikke udnyttede vores muligheder.

- Til gengæld var det meget positivt, at vi i den næste kamp går ud og slår et stærkt Lazio-mandskab. Vi gik ind til kampen med det pres, at vi skulle vinde, og derfor var det en fornøjelse at se os udføre vores gameplan til punkt og prikke.

- Desværre rakte det lige akkurat ikke til at gå videre, og den ærgrelse sidder stadig i os. Også fordi vi føler, at vi kunne være nået langt i turneringen. Jeg tror de andre hold syntes, vi var en ”tough” modstander, bemærker FCM-træneren.

Værdifuld ballast
I FCM-lejren er der tilfredshed med de erfaringer, den nye trup har gjort sig på turen:

- Vi er blevet tydeligere i vores spillestil, både når vi forsvarer og når vi angriber. Derudover har turen haft en social dimension, og her har vi fået bundet de to årgange tættere sammen – det har været lidt sådan, at 03’erne har lavet målene, og 02’erne har givet os den spillemæssige kvalitet, der skulle til for at skabe målene, samtidig med, at de har haft overskuddet til at integrere de nye på holdet, fortæller FCM-træneren.

Onsdag eftermiddag spiller FCM U17 så turens femte og sidste kamp. Her er modstanderne den gamle traditionsklub Vicenzas U17-hold, og så er der lige tid til lidt restitution og afslapning inden turen torsdag aften atter går mod Danmark.

Finalen ved Trofeo Nereo Rocco spilles også senere i dag – her tørner Bologna sammen mod lokale Rappresentativa FVG, der undervejs har elimineret Juventus’ og Lazios talenter.