14.04.2018, 18:32 | Af: | Foto: FC Midtjylland

U17 i opvisningsstil

Viste hele paletten frem i fejende flot 7-1 sejr over EfB

Efter fire uafgjorte kampe overlod FCM U17 intet til tilfældighederne, da de lørdag slog Esbjerg med 7-1.

Hanus Sørensen sørgede for en tidlig føring, da han tæmmede en lang fremlægning fra Jens Emil Fjendsbo og løftede bolden over Alexander Kostow i Esbjerg-målet.

Målet var vand på FCM-møllen, og gæsternes defensiv blev skåret i skiver og tern af de kvikke FCM-kombinationer på kunstgræsset. Ved pausen stod der 4-0 og flere gange var bolden nærmest blevet spillet ind over stregen.

To af målene stod Nikolas Dyhr for - han havde ellers været tvivlsom til kampen med et riv i lysken, og med den komfortable føring i mente blev han udskiftet i halvlegen.

Esbjergs farligste våben var omstillinger til hurtige Mads Zaar, og ti minutter inde i anden halvleg fik han pyntet på resultatet, da en FCM'er sparkede et hul i luften, i stedet for at cleare en lang fremlægning.

Gæsternes forhåbninger om et heroisk comeback blev dog hurtigt knust af Aral Simsir, der med to mål på tre minutter øgede til 6-1. Efter 18 spillerunder tegner trioen Dyhr, Isaksen og Simsir sig nu for ikke færre end 41 ligascoringer.

I slutminutterne lukkede Tobias Damtoft festen med nok en scoring, og efter kampen kunne Akademitræner Martin Mark, da heller ikke skjule stoltheden over sine spilleres præstation:

- Fraset første halvleg i Haderslev har vi spillet nogle ganske fine kampe, hvor det største problem har været, at vi simpelthen ikke har været effektive nok foran modstandernes mål. Det er vi i dag, og jeg kan næsten ikke rose spillerne nok. Bolden bliver flyttet lynhurtigt, spillerne løber i position for hinanden, og vi er skarpe i de afgørende situationer, fortalte en glad FCM-træner.

FCM U17 spiller allerede igen i morgen, søndag kl. 13.00. Det sker i U17 Pokalen, der er nået til 5. runde - her venter der ulvene en tur til Nordjylland hvor Svenstrup-Godthåb IF tager imod.

FC Midtjylland U17 – Esbjerg fB U17 7-1 (4-0)
12’ 1-0 Hanus Sørensen
22’ 2-0 Nikolas Dyhr
33’ 3-0 Aral Simsir
37’ 4-0 Nikolas Dyhr
50’ 4-1 Mads Zaar
54’ 5-1 Aral Simsir
56’ 6-1 Aral Simsir
78’ 7-1 Tobias Damtoft

FCM U17: Valdemar Birksø Thorsen – Anders Kaiser, Jens Emil Fjendsbo, Kristoffer Lund Hansen – Hanus Sørensen, Frederik Christensen (46’ Pyry Hannola), Oliver Sørensen, Mads Kristian Hansen – Gustav Isaksen (65’ John Ndjate), Aral Simsir, Nikolas Dyhr (41’ Tobias Damtoft)

FCM vs. RFC – 26. aug.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox