11.11.2017, 17:07 | Af: | Foto: FC Midtjylland

U17 kom ned på jorden mod AGF

3-1 sejren til århusianerne blev grundlagt i første halvleg

FCM U17 gik ind til kampen med en imponerende 7-1 sejr over FCK, men ulvene ramte aldrig det samme niveau mod AGF’s forsvarende U17-mestre, der nu heller ikke er noget ueffent mandskab.

Gæsterne åbnede målscoringen, da et frispark ude fra den ene side ikke blev clearet, og i målfeltet hakkede Jacob Green-Pedersen bolden i nettet.

FCM U17 var dog ikke længe om at slå tilbage. Allerede minuttet efter udlignede Gustav Isaksen efter en omstilling, men inden halvlegen bragte århusianerne sig igen foran; et gennembrud i venstre side endte i et indlæg fra baglinjen og ved bagerste stolpe dukkede Nikolaj Dahl Sauer op og headede 2-1 målet ind.

- Jeg er ikke tilfreds med den måde, vi håndterer AGF’s pres i første halvleg. Vi er alt for hurtige til at til at sparke en lang aflevering op mod angriberne. Der skal vi altså have modet til at spille bolden op nedefra – også selvom AGF er et fysisk meget kompetent hold og sætter os under pres, lød det fra Mads Buttgereit, der efterlyste større sammenhæng i FCM’s eget presspil.

To brændte straffespark
Set med FCM-øjne blev spillet bedre i anden halvleg. FCM’erne var dygtigere til at spille sig ud af AGF-presset og der var mere kvalitet i opspillet.

Det gav flere gode tilbud, der dog ikke blev udnyttet, og derfor var det på sin vis også ganske forudsigeligt, at AGF i stedet scorede til 3-1. Målet kom på en omstilling, hvor bolden blev chippet ned i FCM’s bagrum og til sidst headet ind.

Nede med 3-1 tog FCM’erne konsekvensen og sendte Rasmus Obling og den ligadebuterende angriber Emil Sieverts Sand på banen i en offensiv satsning, der kun efterlod fire defensiv-spillere i opstillingen.

Satsningen så dog ud til at give bagslag, da AGF kort efter blev tilkendt et straffespark, men for anden kamp i træk vandt Valdemar Birksø det psykologiske spil, reddede forsøget og holdt FCM inde i opgøret.

Fem minutter før tid var det så FCM U17’s tur til at få et straffespark, da Gustav Isaksen blev nedlagt i AGF’s felt, men Oliver Sørensens forsøg sneg sig over mål - og så undgik AGF den neglebidende afslutning, der ellers tegnede sig.

- Vi har chancer nok i anden halvleg til at få minimum det ene point. Det er i de første fyrre minutter, vi taber kampen, og det er det, vi skal tage med os: at vi skal være der fra første fløjt, lød det fra en ærgerlig Mads Buttgereit.

FC Midtjylland U17 – AGF U17 1-3 (1-2)
0-1 Jacob Green-Pedersen
1-1 Gustav Isaksen
1-2 Nikolaj Dahl Sauer
1-3 Anders Fæster

FCM U17: Valdemar Birksø Thorsen, Sebastian Nielsen, Tobias Anker, Jens Emil Fjendsbo, Matthæus Andersen (57’ Emil Sieverts Sand), Frederik Christensen (57’ Rasmus Obling), Oliver Sørensen, Gustav Isaksen, Aral Simsir, Nicolas Dyhr, Mads Kristian Hansen