13.10.2019, 12:34 | Af: Karsten Vestergaard | Foto: FC Midtjylland

U17: målmandsscoring rakte ikke

Frederik Bach scorede fra egen banehalvdel, men lige lidt hjalp det. U17 tabte 4-2 på Frederiksberg.

Ulvene kom frem til et par gode muligheder i kampens begyndelse, men der gik ikke længe inden hjemmeholdet satte sig på tingene. Et tændt FCK-hold gik op i et højt pres, der gjorde det svært for FCM'erne at spille bolden ud af forsvarszonen.

På trods af det, blev det FCM der kom foran. FCK forsøgte sig med en stikning i dybden, men den blev læst af Frederik Bach, der gik frem som sweeper. Han så at FCK's keeper stod langt ude af sit mål, gav bolden en over nakken, og så strøg den ind via indersiden af stolpen, mens de resterende 21 spillere måbende så til.

Herfra gik der to minutter, så spillede FCK sig igennem i FCM's venstre forsvarsside. Frederik Bach kom ud af sit mål, men tabte et skridt på det glatte kunststof, og så kunne Elias Kristensen ubesværet sende udligningen i nettet.

FCK var i teten, og inden halvlegen blev det også til 2-1. En lidt for nonchalant aktion førte til at bolden blev tabt ved feltkanten og Elias Kristensen straffede prompte fejlen.

Most på fysikken
FCK's føring var fortjent, for de var ovenpå og vandt langt størstedelen af duellerne og andenboldene. Det fik Claus Therkildsen til at ændre i presspillet til anden halvleg, men effekten udeblev i første omgang.

Efter ti minutter blev det igen farligt, denne gang efter en tabt duel i højre forsvarsside. Inde på midten var der ingen, der fulgte William Bøvings løb og FCK-angriberen kunne let sparke tværafleveringen i mål.

Efter 3-1 målet fulgte FCM's vel nok bedste periode i kampen. Det blev til et par halve muligheder inden Mikkel Tønnesen i det 64. minut tæskede reduceringen i mål.

Herefter var det en åben kamp, men med ti minutter tilbage trak FCK igen fra. Elias Kristensen fuldbyrdede sit hattrick med en scoring, der kom lidt ud af det blå – og det var afgørelsen.

FCM'erne kæmpede det bedste de havde lært og kunne med lidt held have reduceret på et par gode muligheder til sidst, men alt i alt var det en fortjent sejr til hjemmeholdet, hvilket Claus Therkildsen også anerkendte efterfølgende:

- FCK kommer i et højt pres og med masser af fysik. Det vidste vi godt, at de kunne, men de har ikke for vane at gøre det i så lange perioder. Det formår vi ikke at håndtere ret godt. Vi er nødt til at bringe meget mere i duellerne og kampene om andenboldene – og ja, grundlæggende kan man jo bare ikke lukke fire mål ind og forvente at få noget med, konstaterede han.

FCM U17 spiller igen næstkommende lørdag. Her tager man imod SønderjyskEs talenter.

FC København U17 – FC Midtjylland U17 4-2 (2-1)
28' 0-1 Frederik Bach Jensen
30' 1-1 Elias Kristensen
39' 2-1 Elias Kristensen
55' 3-1 William Bøving
64' 3-2 Mikkel Tønnesen
79' 4-2 Elias Kristensen

FCM U17: Frederik Bach Jensen – Oliver Jeppe, Mikkel Fischer, Zsombor Puskas – Victor Lind, Oscar Fraulo, Andreas Nibe (65' August Priske), Danijel Djuric (65' Donavan Bagou), Victor Lind - Gustav Ørsøe Christensen (86' Angelo Nehme), Mikkel Tønnesen

FCM vs. SIF – 2. dec.

Køb billet