09.06.2018, 19:30 | Af: Karsten Vestergaard | Foto: FC Midtjylland

U17 rejste sig

En 3-2 sejr over Vejle blev FCM’s U17 udgangsreplik for 17/18-sæsonen

Onsdagens 1-6 nederlag til Silkeborg var et lavpunkt i en ellers vellykket sæson for FCM U17, og derfor var det magtpåliggende for ulvene at slutte godt af i sæsonens sidste kamp – på udebane mod Vejle.

Det gjorde de ved at spille offensivt og med et aggressivt presspil, hvor der blev gået ind i duellerne med brask og bram.

Efter små ti minutter fandt Gustav Isaksen Aral Simsir med en bold op gennem midten. Det var egentlig ikke en åben chance, men det blev det efter at Aral havde sat tre Vejle-spillere ad, og så kunne han lige så godt bare score.

Opgøret blev afviklet på en hård og tør bane, der indbød til hurtigt og direkte spil, og efter en halv time udlignede Vejle efter et veludført kontra-angreb.

I anden halvleg bragte FCM sig på ny foran. Da Mads Kaiser kom til indlæg fra højresiden. Inde foran mål blev bolden ping-ponget rundt mellem Emil Sand, Mads Hansen og Aral Simsir, inden sidstnævnte gjorde arbejdet færdigt.

Blot to minutter senere blev Emil Sand sendt i dybden og alene igennem udplacerede han Vejle-keeperen, og så førte FCM med to.

 3-1 scoringen – og sommervarmen – tog noget af tempoet ud af kampen, men tolv minutter før tid fik værterne svaret igen. En Vejle-spiller satte sig igennem i højresiden og inde i feltet scorede Noah Weng i det korte hjørne.

Så måtte to trætte mandskaber grave de sidste kraftreserver frem, men i en nervøs og intens afslutning, blev Valdemar Birksø matchvinder for FCM med et par store redninger.

- Det er ikke en kamp, der vil blive husket for et højt teknisk niveau, men vi arbejdede afsindigt hårdt, og spillernes løbekapacitet blev strakt til det yderste. Vi havde det alle sådan, at kampen mod Silkeborg ikke skulle være vores udgangsreplik for sæsonen, og spillerne skal have stor ros for at rejse sig til i dag, fortalte Akademitræner Martin Mark.

Vejle BK U17 – FC Midtjylland U17 2-3 (1-1)
8’ 0-1 Aral Simsir
29’ 1-1 Valdemar Sadrifar
50’ 1-2 Aral Simsir
52’ 1-3 Emil Sand
68’ 2-3 Noah Weng

FCM U17: Valdemar Birksø – Hanus Sørensen, Jens Emil Fjendsbo, Kristoffer Lund – Rasmus Obling (68’ John Ndjate), Frederik Christensen (55’ Pyry Hannola), Aral Simsir, Anders Kaiser, Mads Hansen – Emil Sand (58’ Tobias Damtoft), Gustav Isaksen

FCM vs. RFC – 26. aug.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox