19.08.2017, 18:33 | Af: | Foto: FC Midtjylland

U17 sled sig til premieresejr

De yngste talenter lykkedes ikke med deres spil - til gengæld kæmpede de en vis legemsdel ud af bukserne

FCM U17's kampplan til opgøret var at spille sig ud af det fysisk overlegne Randers-holds første pres og derefter ramme værterne på omstillinger.

Den mission lykkedes bedst i kampens første tyve minutter, og efter to minutter gav Nicolas Dyhr ulvene en drømmestart, da han efter en soloaktion bankede bolden op i nettaget.

Andetårsspilleren Dyhr var vel nok den mest erfarne mand i en FCM-opstilling med mange debutanter, og derfor var det en alvorlig streg i regningen, at han midt i første halvleg måtte lade sig udskifte med en skade.

På det tidspunkt var kampen begyndt at tippe til værternes fordel. Minut for minut kom FCM til at stå længere og længere tilbage på banen, og ulvene havde stedse mere svært ved at fastholde bolden i egne rækker.

Selvom de ikke kunne modstå Randers' fysiske pres, leverede de unge midtjyder en helhjertet forsvarskamp, og det lykkedes i det store hele at holde Randers nede på dødbolde og skud fra distancen, der ikke voldte målvogter Valdemar Birksø Thorsen problemer.

I pausen var det så Tobias Damtofts tur til at måtte trække sig fra kamppladsen med et skrub, og det gjorde ikke ligefrem opgaven lettere for de trængte ulve. Generelt blev der lavet for mange tekniske fejl af FCM'erne, der havde svært ved at slippe ud af det stadigt mere kvælende Randers-pres. Det var derfor både logisk og fortjent at kronjyderne udlignede efter 54 minutters spil.

Så var scenen sat til et stormløb mod FCM-målet, men i deres iver efter at score sejrsmålet, knækkede Randers over på midten. Det gav omstillingsmuligheder til FCM og to minutter før tid fik ulvene sat tre-fire gode afleveringer sammen, og sat Aral Simsir op til afslutning - offensivspillerens afslutning strøg dog snert forbi mål.

Så burde Randers være advaret, men fem minutter inde i overtiden, erobrede Oliver Sørensen Jensen bolden på Randers' banehalvdel. Han huggede resolut på kassen, og afslutningen suste i nettet til en noget ufortjent FCM-sejr.

- Randers er dygtigere på bolden og mere modne i deres spil, og de kan godt tillade sig at være skuffede over udfaldet. Det blev en kamp, hvor vi næsten udelukkende kom til at krige og forsvare. Den handske samler spillerne så til gæld også op, og med den indstilling vi viser i dag, er der helt klart et fundament for os at bygge videre på, udtalte Svend Graversen efter opgøret.

FCM U17 spiller igen førstkommende lørdag kl. 13.00. FC Nordsjælland er modstanderen i ulvenes hjemmebanedebut.

Randers Freja U17 - FC Midtjylland U17 1-2 (0-1)
2' 0-1 Nicolas Langberg Dyhr
54' 1-1 Tobias Klysner Breuner
80+5 1-2 Oliver Sørensen Jensen

FCM U17: Valdemar Birksø Thorsen, John Philip Ndjate, Jens Emil Fjendsbo, Emil Junge, Tobias Damtoft Andersen (41' Tobias Anker), Kristoffer Lund Hansen (50' Anders Heber Kaiser), Hanus Sørensen, Frederik Christensen, Oliver Sørensen Jensen, Aral Simsir, Nicolas Dyhr Langberg (20' Mads Kristian Hansen)