21.05.2018, 14:49 | Af: | Foto: FC Midtjylland

U17 sluttede med sejr

Vandt 3-2 over Viktoria Plzen og kan forlade Yokohama Cup med oprejst pande

Lørdag middag løb FCM U17 for sidste gang ind på Buchbühlstadion, der har lagt græs til alle kampene ved Yokohama Cup. Her ventede Viktoria Plzen og en kamp om 7. plads ved turneringen, der generelt har været præget af stor jævnbyrdighed.

Tjekkerne startede kampen med brask og bram, og efter to minutter bragede de et langskud i kassen, da FCM U17 gav dem for meget tid og plads.

Viktoria var fysisk overlegne, men FCM’erne udlignede forskellen ved at spille hurtigt og løbe som gale, og det gjorde, at ulvene var mest på bolden. Efter en hjørnesparkskombination mellem Aral Simsir og Mads Hansen endte bolden hos Rasmus Obling, der udlignede.

I anden halvleg lykkedes det også ulvene at tage teten. Erik Burai drev bolden frem i en omstilling, og nåede hele vejen til Plzen-feltet, hvor han blev bremset med ulovlige midler. Straffesparket tog den ungarske angriber sig selv af, og så førte FCM U17 2-1.

Glæden blev kortvarig, for minuttet efter betød en ambitiøs dribletur at FCM tabte bolden på vej frem ad banen. Fem Plzen-spillere suste ned ad banen i en omstilling, og det var mere end tre FCM-forsvarere kunne dæmme op for. 2-2.

FCM U17 lod sig ikke slå ud af scoringen, og sørgede med hyppig rotation for at holde energiniveauet oppe. Ti minutter før tid sørgede Aral Simsir for en god afslutning på Yokohama Cup, da han fra 25 meters afstand trykkede af, og via keeperens handsker strøg bolden i nettet. 3-2, og sådan endte det.

- Vildt god læring
Efter kampen gjorde Martin Mark status på udbyttet af en yderst professionelt afviklet turnering:

- Sidste sommer deltog vi i Next Generation Trophy i Østrig, og ved den lejlighed blev vi matchet – og nogle gange også overmatchet – på tempoet. Denne turnering har været lige så udviklende, men her har det været fysikken, vi er blevet matchet benhårdt på, siger Mark og uddyber:

- Det er en U17-turnering, men man måtte have fem-spillere fra årgang 00 med. Det valgte vi ikke at gøre, fordi vi ønskede, at vores kommende U19-spillere skulle mærke, hvad det er, der venter dem efter sommerferien, mens spillerne fra 2002 skulle se, hvad det er for en overligger, vi arbejder hen imod.

- Det har været  vildt god læring for spillerne at skulle løse, hvordan man klarer duellerne med spillere, der er større og stærkere end dem selv. Bristol stillede eksempelvis med en spiller, der havde fået debut i Championship, og han var altså en håndfuld skulle jeg hilse og sige. Men som turneringen skred frem lærte vi at skabe overtal ved at løbe mere end modstanderne, og ved at arbejde godt sammen kunne vi ofte spille os ud af presset, berettede Mark.

Næste opgave for FCM U17 bliver pokalfinalen mod lokalrivalerne fra Viborg – den kamp spilles på Viborg Stadion tirsdag d. 29. maj kl. 19.00.

FC Midtjylland U17 – Viktoria Plzen U17 3-2 (1-1)
1-0 Viktoria Plzen
1-1 Rasmus Obling
2-1 Erik Burai (straffe)
2-2 Viktoria Plzen
3-2 Aral Simsir

Foto: Yokohama Cup's Facebookside

FCM vs. RFC – 26. aug.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox