25.04.2018, 13:38 | Af: Karsten Vestergaard | Foto: FC Midtjylland

U17 sørger for optakt til pokalbrag

Opfordring: kom i god tid til torsdagens pokalbrag og varm op med talenternes møde med Brøndby.

FCM U17 spiller den sjette kamp på tyve dage, når ulvene i morgen, torsdag, gæster Brøndby i en kamp, der samtidig fungerer som optakt til Superligamandskabernes møde i DBU Pokalen.

Det komprimerede kampprogram har haft sin virkning på FCM-truppen, hvor flere af spillerne døjer med småskavanker og overbelastningsskader:

- Der bliver trukket nogle veksler på spillerne pt., men alt i alt ser skadessituationen nu god ud. Vi har skåret ned i antallet af træningspas og træner ikke længere hver dag, fordi spillerne skal have overskud til selve kampene, fortæller Akademitræner Martin Mark.

Holdindsats bag trehovedet måluhyre
Planen lader til at virke, for i hvert fald skal man helt tilbage til d. 11. november for at finde det yngste Akademiholds seneste nederlag (1-3 mod AGF), og især offensivt er holdet sprudlende.

Det skyldes blandt andet angrebstrioen, Nikolas Dyhr, Aral Simsir og Gustav Isaksen, der i 19 kampe har nettet 45 gange – i gennemsnit svarende til 2,37 mål pr. kamp.

- Det er en kæmpe styrke at have så mange dygtige angribere, for de er gode til at bruge hinanden, og så er det meget svært for modstanderen at dæmme op for. Samtidig er de alsidige, og vi kan lave mål på alle mulige måder; kombinationsspil, standardsituationer og omstillinger. Men det er en vigtig pointe, at de aldrig ville kunne have lavet så mange mål uden de holdkammerater, der ligger bag dem – de arbejder benhårdt, og sørger for, at vi kan sætte vores angrebsspil op, forklarer Mark.

Da FCM U17 og Brøndby tørnede sammen i efteråret blev det til en 4-3 sejr til ulvene, og torsdagens møde kunne nemt gå hen og blive lige så målrig, da det er to hold, der spiller direkte og kommer til mange afslutninger.

Kampen afvikles kl. 16.00 på Bane 1 - lige op ad Sydtribunen på Brøndby Stadion – og vil givetvis blive velbesøgt af tilskuerne til pokalkampen. Martin Mark opfordrer derfor FCM’s tilrejsende fans om at komme i god tid, så de kan få en medrivende U17 kamp med som optakt.

FCM vs. EFB – 28. jul.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox