02.06.2018, 15:57 | Af: FC Midtjylland | Foto: FC Midtjylland

U17 tog revanche mod Haderslev

To mål af Emil Sand i 3-1 sejren

Haderslev indtog før kampen en delt sidsteplads i U17 Ligaen, men trods den lidt tunge placering har de godt fightende sønderjyder flere gange drillet de øvrige hold – således har både FCM og FCK sat point til, da de i foråret gæstede Haderslev Idrætscenter.

Det skete i begge tilfælde på en tør og knoldet bane der spillede op til hjemmeholdets stærke sider, fysikken og duelspillet. Nu var det imidlertid FCM, der var værter og det betød en kunstgræsbane, der blev vandet lige inden kampstart.

Det gav FCM’erne gode forudsætninger for at spille i højt tempo og med få boldberøringer, og det var den tilgang, der efter atten minutter førte til føringsmålet.

En lang periode med mange FCM-afleveringer mundede ud i et gennembrud i højresiden, hvorfra bolden blev sendt ind foran mål, hvor en helt fri Emil Sand scorede til 1-0.

FCM’erne fastholdt presset, men ti minutter før pausen fik gæsterne hjørnespark. Valdemar Birksø kom ud og fik i første gang afværget faren, men strandede på mellemhånd i en klump af FCM’ere. Haderslevs topscorer, Armann Taranis, opsnappede den løse bold, og på gæsternes første chance udlignede de.

Selvom der var lighed på tavlen, fandt FCM-trænerne ikke den store grund til ændringer og spillerne blev sendt på banen med besked om, at de bare skulle forsøge at lægge lidt mere på.

Det gjorde de så, og efter et lille kvarters spil, kombinerede ulvene sig igennem venstresiden, og helt ind i det lille felt. Her lagde Aral Simsir bolden over i det lange hjørne. 2-1.

Herefter fulgte kampens svageste periode, set med FCM-øjne. Haderslev vedblev med at stå dybt, men fik sat et par gode omstillingsmuligheder op – og kunne have udlignet.

Det skete ikke, og ti minutter før tid blev Emil Sand spillet fri i dybden. Han bragede sit femte ligamål i nettet og afgjorde kampen.

- I en fjortenmands-trup har vi kun fire andetårsspillere med - resten er førsteårs og så en enkelt U15-spiller (Oscar Fraulo, red.), men det lykkes os at spille hurtigt og få Haderslev ud at løbe, og vi vinder fortjent, fortæller Akademitræner Martin Mark.

Der resterer to kampe af sæsonen for FCM U17. Onsdag aften møder man Silkeborg i årets sidste hjemmekamp, og på lørdag lukkes sæsonen mod Vejle. Se stillingen i U17 Ligaen her.

FC Midtjylland U17 FK Haderslev U17 3-1 (1-1)
18’ 1-0 Emil Sand
30’ 1-1 Armann Taranis
53’ 2-1 Aral Simsir
70’ 3-1 Emil Sand

FC Midtjylland U17: Valdemar Birksø – John Ndjate, Jens Emil Fjendsbo, Kristoffer Lund – Hanus Sørensen, Matthæus Andersen, Frederik Christensen, Mads Kristian Hansen – Anders Kaiser – Emil Sand, Aral Simsir