25.02.2018, 11:15 | Af: | Foto: FC Midtjylland

U17 vandt slagsmålet med Randers

Også U17 kom fra start med sejr. Gustav Isaksen dobbelt målscorer – og udvist

FCM U17 overrumplede de fysisk stærke gæster ved ikke at forsøge at spille sig uden om duellerne, men i stedet gå ind i dem med brask og bram. Det aggressive høje pres stressede Randers, og banede vejen for at FCM U17 kunne sætte noget nydeligt kombinationsspil op på kunstgræsset i Stadome.

- Det var vigtigt for os, at Randers ikke måtte komme ind og spille kampen på deres præmisser. Vi skulle ind og matche dem fysisk og ad den vej sat dem under tryk, fortæller Akademitræner Martin Mark, der sammen med Søren Bjerg stod i spidsen for holdet.

Da der var spillet et kvarter modtog Aral Simsir bolden ude på fløjen, blev retvendt og spillede Gustav Isaksen fri ved at chippe bolden i dybden – Isaksen kvitterede ved at lægge bolden forbi Emil Koldby Bisgaard i Randers-målet.

Optimal start på anden halvleg
Aral Simsir måtte lade sig udskifte i pausen med rygproblemer, men det forhindrede ikke FCM U17 i at få en perfekt start på anden halvleg. Efter bare et minut modtog Gustav Isaksen igen bolden i dybden, og han behandlede den lige så godt som, han havde gjort første gang. 2-0.

Som halvlegen skred frem begyndte aggressiviteten at sive ud af FCM U17. Ulvene kunne ikke fastholde det hårde pres, og Randers fik lov til at overtage kampen med lange bolde og mange vundne andenbolde til følge.

Syv minutter før tid kom Gustav Isaksen igen i fokus, da han bremsede en Randers-omstilling med en for sen tackling. Korrekt rødt kort, og en ærgerlig afslutning på dagen for Isaksen.

Det gav en febrilsk afslutning, hvor Randers trykkede hårdt på for at få den reducering, der for alvor ville give dem blod på tanden. FCM’erne værgede dog fint for sig, og det lykkedes at holde nullet, givetvis til glæde for trænerstaben, der har haft fokus på, at det yngste Akademihold skal lukke færre mål ind i foråret.

Med de tre point holder FCM U17 sig til i topstriden i en runde hvor de tre foranliggende hold – AGF, FCK og FC Nordsjælland – også alle fik fuldt udbytte. Netop FCN tager imod FCM U17 i den kommende weekend, en kamp der spilles lørdag kl. 15.15.

FC Midtjylland U17 – Randers Freja U17 2-0 (1-0)
16’ 1-0 Gustav Isaksen (oplæg Aral Simsir)
41’ 2-0 Gustav Isaksen (oplæg Nikolas Dyhr)
73’ Udvisning: Gustav Isaksen

FCM U17: Valdemar Birksø Thorsen, Kristoffer Lund Hansen (41’ Frederik Christensen), John Philip Ndjate, Jens Emil Fjendsbo, Matthæus Andersen (64’ Erik Burai), Pyry Hannola, Hanus Sørensen, Mads Kristian Hansen, Gustav Isaksen, Aral Simsir (41’ Emil Sand), Nikolas Dyhr

FCM vs. HOB – 29. sep.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox