28.10.2017, 17:12 | Af: Karen Buhl | Foto: FC Midtjylland

U19 bevarede førstepladsen efter arbejdssejr

Ulvene besejrede AGF med 3-0 i en rodet affære. Torp, Aziz og Buch stod for scoringerne

FC Midtjylland U19 formåede at bevare førstepladsen i U19 Ligaen, da det lykkedes at besejre AGF med 3-0. AGF-mandskabet gav imidlertid ulvene kamp til stregen, og 3-0-resultatet kan synes en anelse misvisende. 

Inden kampen havde trænerteamet en forventning om, at opgøret ville blive en rodet omgang.

- Vi havde talt om, hvordan AGF'erne ville forsøge at presse os, og vi forventede en rodet kamp. Derfor havde jeg også håbet, at vi havde løst det bedre, fortæller Kenneth Andersen.

Kampen bar præg af mange 1 mod 1-situationer, og det var aarhusianerne, der kom bedst ud af duellerne. I det 22. minut får Victor Torp dog puttet bolden i mål på assist af Japhet Sery efter et fint opbygningsspil.  

Bare ti minutter senere får AGF-mandskabet dog tilkendt et straffespark, men Oliver Ottesen redder flot. Aarhusianerne har endnu en stor mulighed kort før pausefløjtet, da ulvene fanges i endnu en 1 mod 1-situation foran feltet.

- Vi er ikke gode til at håndtere den måde, AGF vil spille på i dag. Det bliver for individuelt det hele, og vi er for dårlige til at tackle frustationerne. Særligt de første 70 minutters tid, fortæller Kenneth Andersen.

Anden halvleg har samme karakter som de første 45 minutter, men ulvene har alligevel mere kontrol med kampen. FC Midtjylland begynder at finde hinanden og er samtidig bedre til at håndtere frustrationerne. I det 69. minut udløser det en scoring, da Aziz Essaisi når højst på Torps hjørnespark og header ulvene i front med 2-0. Scoringen giver den fornødne ro på banen, og midtjyderne bliver bedre og bedre til at finde de rigtige løsninger. 

I overtiden udbygger Sebastian Buch føringen til 3-0, da Tengstedt sætter en fin omstilling op og finder Buch i dybden. 

- Kæmpe cadeau til AGF-holdet der i den grad bød os op til dans. Det er et ungt hold, men de spillede meget klogt og gjorde det svært for os kampen igennem, afslutter Kenneth Andersen.

Næste opgave for FCM U19 er allerede onsdag, når ulvene gæster Silkeborg med kampstart klokken 18:00. 

FC Midtjylland U19 - AGF U19 3-0 (1-0)
22' 0-1 Victor Torp (assist Japhet Sery)
69' 2-0 Aziz Essaisi (assist Victor Torp)
93' 3-0 Sebastian Buch (assist Christian Tue)

FCM U19: Oliver Ottesen - Japhet Sery Larsen, Nicolai Damkjær, Gustav Kjeldsen - Henry Uzochukwu Unuorah, Nicolas Madsen, Victor Torp, Mikkel Jakobsen (89' Lukas Geissing) - Sebastian Buch Jensen, Christian Tue Jensen (81' Casper Tengstedt), Aziz Essaisi