17.09.2018, 15:11 | Af: Nicolai Dupont | Foto: FCM Foto

U19-cheftræner: Det bliver ikke nemt

Youth League står for døren, og FC Midtjyllands U19-cheftræner ser frem til endnu et eventyr.

Penge, pas papirer. Det er de tre stikord, som spillerne og staben på FC Midtjyllands U19-hold har i baghovedet det næste stykke tid.

Den 3. oktober starter Ulvene nemlig dette års internationale eventyr, når de hjemme på MCH Arena tager imod irske Bohemians FC i Youth League.

Det er irernes første gang i ungdommens svar på Champions League, men derfor skal de ikke undervurderes, mener FCM-cheftræner Kenneth Andersen.

”Jeg tror ikke, det bliver nemt. Når jeg tænker tilbage på, da vi selv var med for første gang, så husker jeg, at det var kæmpestort. Det er det stadigvæk. Men at de har kvalificeret sig for første gang, er en kæmpe motivation for dem, og det skal vi være opmærksomme på,” siger Kenneth Andersen. 

Returopgøret spilles i Dublin den 24. oktober. Ambitionerne i Youth League er dog større end at komme igennem første runde. 

”Nu fokuserer vi på den her kamp som den første. Det er vigtigt at skabe et resultat, der får os videre. Så må vi se derfra. Vi vil meget gerne spille igen efter nytår ligesom de andre år.” 

Hvis det lykkes Ulvene at besejre Bohemians FC, venter enten FC Basel 1893 eller Hamilton Academical FC i anden runde.