24.11.2018, 20:38 | Af: Ryan Svale Andersen | Foto: FCM Foto

U19 delte øretæver ud

FC Midtjyllands U19-mandskab slog Lyngby med tenniscifre i en meget ensidig affære.

Det var top mod bund, da de forsvarende danske U19-mestre fra FC Midtjylland hjemme og imod bundholdet fra Lyngby, der endnu havde sin første udebanesejr til gode. Den fik de heller ikke mod FC Midtjylland, for der var tale om regulær klasseforskel mellem de to mandskaber. FC Midtjylland var en klasse eller to bedre end modstanderne fra Lyngby.

Midtjyderne vadede i chancer, men formåede kun at score en gang i første halvleg. Den kom efter 25 minutters spil, hvor Casper Tengstedt fra højre side af banen slog et indlæg ind i panden på Jabril Abubakar, der headede værterne planmæssigt foran.

FC Midtjylland fortsatte ufortrødent efter scoringer og havde flere store chancer, blandt andet et skud på stolpen. Den sidste skarphed manglede dog for hjemmeholdet, der derfor måtte gå til pause med en smal 1-0 føring.

Skarpheden kom dog i anden halvleg, hvor FCM især i det sidste kvarter af kampen omsatte chancerne til mål.  

2-0 scoringen kom i det 60. minut, hvor Oliver Sørensen modtog en cut back afleveringen på kanten af feltet. Midtbanespilleren tog et træk og skabte sig plads til at trykke af. Via en Lyngby fod kunne han se sin afslutning gå i mål.

FCM fortsatte med at producere målchancer og i det sidste kvarter af kampen gik ulvene mål amok.

Indskiftede Gustav Isaksen blev dobbelt målscorer og sørgede for både 3 og 4-0 målet. Ved det første mål satte han sidste fod på et indlæg, der strøg inden over stregen. Isaksens andet mål kom efter en kontra. Casper Tengstedt gjorde flot forarbjede og fandt Oliver Sørensen, der fandt en fri Isaksen inde i feltet, der igen blot skulle sætte en fod på for at gøre det til 4-0

Der skulle blot gå to minutter før bolden igen lå inde i netmaskerne hos Lyngby-keeperen. Denne gang var det Sunday Odeh, der scorede målet. Forsvarsspilleren stod klar på riposten efter en Casper Tengstedt-afslutning ramte to Lyngby spillere og røg ud til Odeh, der kvitterede resolut.   

Ondt blev værre for Lyngby i kampens sidste minut, da Casper Tengstedt krydrede en flot præstation af med at score et godt mål. Nicolas Madsen stak en stikning i dybden til angriberen, der flot lobbede bolden over Lyngby-keeperen og sendte bolden i mål til slutresultatet 6-0. Det var samtidig også kampens sidste aktion.

- Vi producerede en masse chancer i første halvleg. I pausen snakker vi om, at det eneste vi er utilfredse med, er at vi ikke for scoret på de muligheder vi har. Til anden halvleg justerer vi lidt, og bliver ved med at producere mange chancer. I slutfasen for vi så for alvor hul på bylden. Med lidt mere skarphed og effektivitet kunne det have endt tocifret i dag, udtaler cheftræner, Claus Therkildsen efter kampen.

Sejren er FCM’s fjerde i streg i ligaen, hvor man også ligger nr. 1 med 29 point efter 11 kampe. Det var samtidig også holdets sidste liga og hjemmekamp i år, og de fremmødte tilskuere fik altså set et FCM-mandskab for fuld udblæsning mod Lyngby.

FCM-mandskabet har dog endnu en kamp tilbage inden de går på juleferie. Det er på onsdag, hvor man tager til Skotland for at møde Hamilton i returopgøret i Youth League.

FC Midtjylland U19 – Lyngby U19 6-0 (1-0)
25’ 1-0 Jabril Abubakar

60’ 2-0 Oliver Sørensen

74’ 3-0 Gustav Isaksen

84’ 4-0 Gustav Isaksen

86’ Sunday Odeh

90’ Casper Tengstedt

FCM U19: Valdemar Birksø – Sunday Odeh, Japhet Larsen (72’ Lukas Giessing) , Oliver Olsen, Nikolas Dyhr – Nicolas Madsen, Oliver Sørensen, Victor Dawa – Christian Tue, Jabril Abubakar (58’ Gustav Isaksen), Casper Tengstedt