30.05.2017, 22:20 | Af: | Foto: FC Midtjylland

U19 er pokalvindere!

Et ungt FCM-hold sikrede med en 2-1 sejr over Silkeborg et nyt trofæ til samlingen

Lørdag måtte FCM U19 sande at det ikke blev til det tredje mesterskab i træk, og derfor var tirsdagens pokalfinale en kærkommen mulighed for at revanchere sig.

Finalen blev afviklet på neutral bane på Bjergets Idrætsanlæg i Kjellerup, og overfor ulvene stod ligakonkurrenterne fra Silkeborg.

De fremmødte tilskuere kom ikke til at vente længe på opgørets første mål - allerede i det tredje minut chippede Malte Jürgensen bolden ned i Silkeborgs bagrum, hvor Mikkel Jakobsen var løbet i position. Hans afslutning strøg forbi Magnus Dalsgaard i Silkeborg-målet.

Tyve minutter inde i kampen lykkedes det imidlertid Silkeborg at svare igen, og det skete med et lidt kuriøst mål. SIF's Magnus Mattsson trykkede af fra distancen, men Simon Petersen virkede til at have styr på afslutningen. Så ramte bolden en knold i banen (dem var der en hel del af), og ændrede bane i en sådan grad, at Petersen ikke kunne holde forsøget ude af målet. 1-1.

Der gik dog ikke mere end fem minutter før FCM fik genetableret føringen. Japhet "Jeff" Sery Larsen drev bolden fremad, og forsøgte at finde Mads Carlson, der havde spottet et hul i Silkeborg-forsvaret. Det var blevet spottet af en Silkeborg-forsvarer, men i sin iver efter at afværge muligheden, kom han i stedet til at heade bolden i en bue ind over sin egen keeper, der var løbet ud for at rage kastanjerne ud af ilden.

De 2-1 var også stillingen efter første halvleg - en halvleg der bar præg af, at det ikke ligefrem var noget billardklæde kampen blev afviklet på. Banens beskaffenhed gjorde, at det blev en kamp med mange tilfældigheder og mange omstillinger til skiftevis det ene og det andet hold.

Det lykkedes i noget højere grad FCM at kontrollere kampen efter pausen. Silkeborg var ganske vist mest på bolden, men havde svært ved at finde nøglen til FCM-forsvaret. Et kvarter før tid kom de dog tæt på med et par nærgående skud fra distancen, og i den anden ende headede Malte Jürgensen tæt over mål på et hjørnespark.

Tilbage på hesten
I slutfasen gik Silkeborg over til at spille mere direkte, men FCM U19 forsvarede sig dygtigt, og kørte sejren hjem. Dermed fik ulvene oprejsning efter at DM-guldet glippede i lørdags:

- Vi var skuffede lørdag, men stemningen har nu været god hele tiden. Vi tog til Århus og vandt, så vi gjorde, hvad vi kunne, og kan se os selv i øjnene. Så nej, ingen hængen med hovedet - vi har i stedet glædet os til pokalfinalen og til at deltage i SPAX-Cup i pinsen, forsikrede Andersen, inden han satte ord på finalesejren.

- Pokalturneringen har primært været en turnering for de spillere, der ikke har spillet så meget, ligesom vi har gjort brug af flere spillere fra U17. Så det er spillere, der måske ikke kender hinanden så godt, og ikke har været inde i den kamprytme, der kommer af at spille kontinuerligt. Derfor er det også ekstra flot, at de nu står med medaljerne om halsen, kommenterede Andersen, inden han inviterede hele spillertruppen på en sjælden tur til McDonalds på hjemvejen.

DBU Jylland Pokal U19 Drenge
FC Midtjylland U19 - Silkeborg IF U19 2-1 (2-1)
3' 1-0 Mikkel Jakobsen (oplæg Malte Jürgensen)
20' 1-1 Magnus Mattsson
26' 2-1 Jannik Videbæk (selvmål)

FCM U19: Simon Petersen - Malte Jürgensen, Japhet Sery Larsen, Gustav Kjeldsen, Sebastian Broder Nielsen - Nicolas Hautorp Madsen, Mikkel Jakobsen (66' Casper Tengstedt), Nikolaj Kirk - Mads Vang, Mads Carlson (80' Jonathan Dahl Bagger), Christian Tue Jensen (62' Noah Grøn Iversen)

FCM vs. TNS – 16. aug.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox