27.10.2018, 16:47 | Af: Karsten Vestergaard | Foto: FC Midtjylland

U19 holdt næsen i sporet

DM-vinderne spillede til tider nonchalant mod Esbjerg - men viste også formatet

De toogtyve spillere løb på banen til smukt dansk efterårsvejr, og tilskuerne på Ikast Stadion nåede nærmest ikke at bemærke, hvor koldt det egentligt var, før de fik noget at klappe af.

Casper Tengstedt spillede bolden ind i Esbjergs-felt, hvor Jibril på ekvilibristisk vis fik sparket bolden over i det lange hjørne.

Ønskestart for FCM, der både var gode i presset og på bolden. Efter små tyve minutters spil blev det til 2-0. Spillet blev vendt og bolden sendt over i højresiden, hvorfra Nicolas Madsen fandt Gustav Isaksen i feltet. Han gled ubesværet af på gæsternes forsvarsspillere, og fra tæt hold var afslutningen blot en formalitet.

Oppe 2-0 befandt FCM’erne sig i en ønskeposition, og måske var det derfor der indfandt sig en vis ladhed. Presset var ikke længere nær så tungt, og vestjyderne åd sig ind i kampen. Otte minutter før halvleg brød de igennem i FCM’s venstre forsvarsside og til sidst endte bolden hos Rasmus Rejnhold, der fra en position midt i feltet reducerede til 2-1.

Der skulle dog ikke gå længe før opgøret tog en ny drejning. Indenfor et minut blev Esbjergs David Easter præsenteret for to gule kort, og så måtte han forlade banen. Advarslerne blev udløst af to nærmest identiske forseelser – ved begge lejligheder læste Antonis Martis (billedet) spillet godt og brød en aflevering til Easter, der kom for sent ned i tacklingen.

- Vi er ikke supertilfredse i pausen. Vi har kampen, hvor vi vil have den, og bør ikke slippe det tag, vi har i Esbjerg. René (Andersen, red.) giver spillerne lidt af en røffel, og i anden halvleg går vi over til at presse med en ekstra spiller, for at gøre det sværere for Esbjerg at spille bolden ud af bagkæden, fortalte Claus Therkildsen.

I kontrol efter pausen
Opsangen og den taktiske justering havde den ønskede effekt. Esbjerg blev presset ned omkring eget felt, og FCM’erne cirkulerede bolden klogt rundt, mens de ventede på en åbning.

Den kom i det 53. minut, da Gustav Isaksen opsnappede en sløset aflevering foran Esbjergs felt. Han stak bolden indenom til Casper Tengstedt, der afdriblede sin direkte modspiller og scorede til 3-1.

Målet trak spændingen noget ud af opgøret. FCM’erne holdt godt fast i bolden, og havde ikke videre travlt med at få afsluttet angrebene. Alt sammen forståeligt nok med tanke på, at flere af spillerne havde små to timers midtuge-fodbold i benene.

Med en halv time igen foretog FCM den første udskiftning. Ud gik Isaksen og ind kom Jonathan Dahl Bagger og små ti minutter før tid sparkede den teknisk stærke midtbanespiller FCM’s fjerde mål i kassen. Scoringen faldt efter fikst kombinationsspil med Casper Tengstedt.

I det sidste minut af den ordinære spilletid lykkedes det Esbjerg at få pyntet på stillingen. En EfB’er var løbet ind bag FCM’s forsvar og fra baglinjen kunne han slå et fladt indlæg over i rummet ved den fjerneste stolpe, hvor Jonas Søgaard Mortensen reducerede med en behersket afslutning.

Behersket var også den efterfølgende jubel. EfB’erne vidste godt, at udfaldet ikke stod til at ændre.

Claus Therkildsen lagde ikke skjul på, at det sidste mål ærgrede ham, men var trods alt en tilfreds mand efter en vellykket uge, der også bød på videre avancement i UEFA Youth League:

- Det er jo noget af det sværeste i fodbold – at få rettet fokus ind på næste opgave, når man har spillet en vigtig kamp. Og det lykkes jo os i dag, i og med at vi får lavet et resultat. Spillerne var trætte mentalt, så de fortjener ros, for alligevel at gå ud og levere det, der skal til, bemærkede Therkildsen.

Med sejren holder FCM forspringet til AaB i toppen af rækken. Nordjyderne vandt 3-2 ude over FCK og er - sammen med Brøndby - FCM’s nærmeste forfølgere i U19 Ligaen. Se stillingen og øvrige resultater her.

FCM U19 spiller igen næste lørdag kl. 12.30. Her gæster ulvene Haderslev og SønderjyskE.

FC Midtjylland U19 – Esbjerg fB U19 4-2 (2-1)
3’ 1-0 Jibril Antala Abubakar (oplæg Casper Tengstedt)
19’ 2-0 Gustav Isaksen (oplæg Nicolas Madsen)
37’ 2-1 Rasmus Rejnhold
42’ Udvisning: David Easter (EfB)
53’ 3-1 Casper Tengstedt (oplæg Gustav Isaksen)
81’ 4-1 Jonathan Dahl Bagger (oplæg Casper Tengstedt)

FCM U19: Elias Rafn Olafsson – Oliver Olsen, Tobias Anker, Japhet Sery Larsen (anf.), Nikolas Dyhr – Antonis Martis (73’ Lukas Giessing), Nicolas Madsen, Victor Dawa  – Gustav Isaksen (60’ Jonathan Dahl Bagger), Jibril Antala Abubakar, Casper Tengstedt (82’ Sunday Oche Odeh)