14.04.2018, 18:03 | Af: | Foto: FC Midtjylland

U19 kunne ikke få hul på Esbjerg

De prøvede og prøvede, men ind ville bolden ikke – og så stjal EfB alle tre point på en omstilling

Sidste rundes 3-2 nederlag i Odense gjorde, at det var et meget motiveret FCM U19-hold, der løb på banen til kampen mod Esbjerg, og rollefordelingen stod da også tildigt klar. FCM’erne var på bolden og Esbjerg spillerne forsvarede sig og spillede på omstillinger.

Eller; det ville de gerne, men FCM U19’s restforsvar var godt indstillet, og eliminerede kontrachancerne inden de opstod. Det lykkedes også ulvene at få sat angrebsspillet godt op, og skabt adskillige store chancer – men afslutningerne manglede den sidste kvalitet.

Der var således ikke det store for trænerteamet, at lave om på til anden halvleg, og spillerne fik blot at vide, at de ikke måtte læne sig tilbage i den tro, at målet nok skulle komme. Der skulle arbejdes lige så hårdt og konsekvent som i de første 45 minutter, og det blev der.

FCM holdt Esbjerg fra chancer, dominerede og kom frem til afslutninger. Der blev bare ikke scoret. Syv minutter før tid begik Esbjergs Jeppe Schultz frispark på Aziz i bestræbelserne på at lukke ned for en FCM-chance under opsejling. Det kostede ham det andet gule kort, og gjorde det i endnu højere grad til en forsvarskamp for gæsterne.

FCM U19 fik på ny flyttet spillet frem mod Esbjergs felt, men imidlertid lykkedes det Esbjergs Oliver Nielsen at erobre bolden, og han satte i et løb ned mod FCM-målet, skarpt forfulgt af ”Uzo”. Nigerianerne havde muligheden for at begå et frispark inden EfB’eren nåede feltet, men tøvede, og endte i stedet med at begå straffepark. Det scorede Simon Bækgård på.

FCM U19 pressede på, men den helt åbne målchance kom ikke, og så måtte ulvene gå fra banen med uforrettet sag.

- Vi skaber mange, store chancer i dag, men vores afslutninger er ikke gode nok, og de mange lige-ved-og-næsten situationer i modstandernes felt falder bare ikke ud til vores fordel for tiden. Det gør os sårbare over for personlige fejl, konstaterede cheftræner Kenneth Andersen.

Op til kampen havde han efterlyst et mere kollektiv udtryk, og det fik han. Ulvene arbejde godt for hinanden, og virkede hele tiden på tærsklen til at bringe sig foran, hvorfor Andersen da heller ikke fandt grund til at skifte ud før det 78. minut.

FCM U19 spiller igen på næstkommende lørdag, hvor turen går til Lyngby.

FC Midtjylland U19 – Esbjerg fB U19 0-1 (0-0)
83’ Udvisning: Jeppe Schultz, EfB
84’ 0-1 Simon Bækgård, strf.

FCM U19: Enock Mawete Mwimba – Oliver Olsen, Tobias Anker, Gustav Kjeldsen – Mikkel Jakobsen, Victor Torp, Casper Tengstedt, Uzochukwu Henry Onuorah (86’ Oliver Sørensen) – Christian Tue Jensen (78’ Antonis Martis), Aziz Essaisi, Sebastian Buch Jensen

FCM vs. RFC – 26. aug.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox