24.08.2019, 17:35 | Af: Karsten Vestergaard | Foto: FC Midtjylland

U19 kværnede bravt kæmpende Randers

6-0 sejr i sæsonens første hjemmekamp - tre mål af Aral

FC Midtjylland U19 – Randers FC U19 6-0 (2-0)
32' 1-0 Mads Hansen (oplæg Aral Simsir)
42' 2-0 Aral Simsir (oplæg Tobias Damtoft)
50' 3-0 Aral Simsir
64' 4-0 Jibril Antala Abubakar
84' 5-0 Aral Simsir
89' 6-0 John Ndjate

 

FCM U19: Valdemar Birksø – Kristoffer Lund, Tobias Anker (46' Nicolas Madsen), Raphael Onyedika Nwadike – Pyry Hannola, Oliver Sørensen, Mads Hansen, Aral Simsir, Simon U. Madsen – Tobias Damtoft Andersen (79' John Ndjate), Jibril Antala Abubakar (64' Justice Chigozirim Ohajunwa)


Advarsler: Amin el Barrani (RFC)

 

FCM U19 efterlod ingen tvivl om udfaldet, da de lørdag eftermiddag mødte Randers i årets første hjemmekamp. Det blev et opgør hvor kampbilledet tidligt stod klart og ikke ændrede sig stort undervejs: FCM'erne tog styringen med aggressivt presspil og hurtig boldcirkulation – Randers svarede ved at trække holdet sammen og gøre rummene små.

 

Missionen lykkedes delvist for kronjyderne, der i kampens indledning holdt FCM'erne fra de helt store chancer, men som halvlegen gik på hæld, følte man at Randers bevægede sig længere og længere ud på planken, mens FCM's pirater prikkede til med dem sablen.

 

Det lykkedes gæsterne at holde stand en halv time, hvorefter Aral Simsir elegant chippede bolden over bagkæden til Mads Hansen, der stødte med frem fra midtbanen og sparkede FCM i front.

 

FCM'erne fortsatte ufortrødent med at bearbejde Randers-muren og tre minutter før halvleg var der igen gevinst. Et godt indlæg fra Tobias Damtoft fandt Aral Simsirs pande, og han fordoblede FCM-føringen.

 

I pausen måtte Henrik Jensen nødtvungent udskifte Tobias Anker, da midterforsvareren havde slået hovedet i en duel. Oliver Sørensen overtog hans plads i forsvaret og Nicolas Madsen (billedet) overtog dirigentstokken på den centrale midtbane.

 

Fem minutter inde i anden halvlegen satte Aral trumf på med sin anden scoring, denne gang efter et godt cut-back indlæg, og i det 64. minut stod Jibril klar og headede bolden ind ved bagerste stang – noget der er ved at udvikle sig til lidt af en signaturscoring for den lange nigerianer.

 

Med 4-0 målet var kampen afgjort, men FCM'erne slækkede ikke på grebet. Det kastede yderligere to scoringer af sig i kampens slutfase – den første kom efter en flot soloaktion af Aral, der driblede sig igennem i venstresiden og siden ved indskiftede John Ndjate, der gjorde Jibril kunsten efter og nettede ved bagerste stolpe.


Masser af flueben i trænerens lommebog

Henrik Jensen havde forudsagt at det ville blive en ”tæt og intens” kamp; sådan gik det ikke helt, men FCM-træneren kunne så glæde sig over en ihærdig, helstøbt indsats:

 

- Det bliver en kamp, hvor vi går aggressivt til værks og sætter os tungt på tingene. Randers gør hvad de kan for at lukke os ned, men som kampen skrider frem bliver rummene større og større. Der er naturligvis også noget psykologi indblandet, for i takt med at de indkasserer, bliver det også hårdere og hårdere for dem at lukke hullerne, udtaler FCM-træneren, der roste spillernes mentalitet:

 

- Drengene er koncentrerede fra start til slut, og spiller en meget disciplineret kamp. Offensivt spiller vi chancerne store og har den kvalitet i afslutningerne, som vi manglede ifroleden i Silkeborg. Defensivt holder vi Randers fra store chancer, og vores restforsvar var meget stærkt – når vi mistede bolden var spillerne på plads og generobrede den hurtigt, og det gjorde at vi kunne lægge det tunge, vedvarende tryk på Randers, sagde Henrik Jensen.

 

FCM U19 spiller igen næste weekend. Her tager man til Aalborg og møder AaB – optakt følger!

FCM vs. SIF – 2. dec.

Køb billet