21.04.2018, 21:28 | Af: | Foto: FC Midtjylland

U19: Sæsondefinerende comeback

FCM U19 var bagud 2-0 og en mand i undertal - men formåede på en eller anden måde alligevel at vinde i Lyngby.

Kampen i Lyngby blev indledt med et minuts stilhed til ære for den afdøde FCM-fan Bjarke Markussen. Han var altid til stede ved FCM’s u-kampe, og hans fravær kastede en skygge over det, der ellers var en dejlig forårsdag.

Da opgøret blev fløjtet i gang, var det med et koncentreret FCM U19, der fra kampens start satte værterne under tryk. Chancer blev der også skabt, men indledningen forstærkede også indtrykket af, at FCM U19 er et hold, der p.t. må slide hårdt for at lave de mål, der førhen kom så ubesværet.

Efter en halv times spil begik ulvene et unødvendigt frispark ude i den ene forsvarsside, og på det efterfølgende indlæg stødte Esben Wolff Andreasen Lyngby i front.

Det var ikke fortjent, men meget symptomatisk for FCM U19’s aktuelle situation, og i de efterfølgende minutter tabte de frustrerede FCM’ere koncentrationen. Det formåede Lyngby dygtigt at udnytte, og tre minutter senere satte de trumf på ved at score til 2-0 efter en omstilling.

Det skulle imidlertid blive endnu værre. En Lyngby-spiller fælder Nicolas Madsen, der kommer op, og skubber modspilleren omkuld. Direkte rødt til Madsen som afslutningen på seks horrible minutter for FCM.

Nede - men ikke ude
Ulvene lignede et hold på vej mod tredje nederlag i træk, vel at mærke efter en halvleg, man havde domineret klart – hjørnesparksstatistikken hed 7-0 i FCM-favør - men Lyngby førte altså der, hvor det virkelig betød noget, og var nu også en mand i overtal.

I halvlegens sidste spilminut fik FCM U19 dog tilkæmpet sig et frispark, og på det lykkedes det Victor Torp at sætte Aziz Essaisi op til reducering. 2-1 og fornyet håb for ulvene.

Det gjaldt nu om at finde balancen imellem at jagte endnu et mål, og undgå at åbne helt for sluserne bagtil. Den afvejning klarede FCM’erne dygtigt, og man gik over til at spille med længere bolde med Aziz og Buch, som de primære opspilstationer.

På et tidspunkt var Aziz søgt ud på fløjen, hvorfra han fik slået et godt indlæg til bagerste stolpe. Her dukkede OIiver Olsen op, og bragte FCM på omgangshøjde.

På trods af, at de var en mand i undertal lyste det ud af FCM-spillerne, at de troede, de kunne vende det hele rundt. Det var dog også tydeligt, at kræfterne begyndte at ebbe ud, og Lyngby lå hele tiden og ventede på en blottelse.

Alt tydede på en pointdeling, men langt inde i overtiden drev Tue bolden frem, og blev nedlagt på kanten af feltet. Han tog selv ansvaret for at sparke frisparket, og med en eminent afslutning fuldbyrdede han FCM-comebacket.

Tre point i en kamp, hvor alle odds længe var imod en sejr – og det virkede som den helt rigtige måde at sige ”tak for alt” til Bjarke Markussen.

Lyngby BK U19 – FC Midtjylland U19 2-3 (2-1)
33’ 1-0 Esben Wolff Andreasen
36’ 2-0 Esben Wolff Andreasen
38’ Udvisning: Nicolas Madsen, FCM
45’ 2-1 Aziz Essaisi (oplæg Victor Torp)
66’ 2-2 Oliver Olsen
90+4 2-3 Christian Tue Jensen

FCM U19: Oliver Ottesen – Gustav Kjeldsen (49’ Casper Tengstedt), Oliver Olsen, Tobias Anker – Mikkel Jakobsen (46’ Christian Tue Jensen), Victor Torp, Nicolas Madsen, Uzochukwu Henry Onuorah – Michael Baidoo (74’ Antonis Martis), Aziz Essaisi, Sebastian Buch Jensen