26.08.2017, 18:50 | Af: Karen Buhl | Foto: FC Midtjylland

U19 slår FC Nordsjælland 5-2

Efter en dårlig start får FCM U19 tæmmet de nordsjællandske tigre og sejrer 5-2. Aziz Essaisi og Sebastian Buch Jensen blev dobbelte målscorere

Forud for dagens opgør mod FC Nordsjælland U19 var tålmodighed et nøgleord, og træner Kenneth Andersen havde pointeret vigtigheden af, at ulvene accepterede ikke at være spildominerende.

FCM U19 får en rigtig dårlig start på kampen og indkasserer et mål efter blot 10 minutters spil. Ifølge Kenneth Andersen manglede spillerne energi og kommunikation på grønsværen.

- Vi hænger i starten. Heldigvis får vi stille og roligt arbejdet os ind i kampen og får scoret det udlignende mål. Det er utrolig vigtigt for kampens udfald, siger Kenneth Andersen. 

Ulvenes første mål står Christian Tue Jensen bag, da et angreb i venstre side udmønter sig i et indlæg, der sejler igennem feltet og havner i Christian Tue Jensens fødder. Det gav midtjyderne momentum, og det lykkedes ulvene at score endnu et mål. Aziz sparker bolden i mål efter klumspil i nordsjællændernes felt efter en standardsituation. 

- FCN er nok mest i boldbesiddelse, men de havde bolden ufarlige steder på banen, så det var okay. Det var en del af gameplanen, og den lykkedes vi rigtig fint med, fortæller Kenneth Andersen.

FC Midtjylland går til pause med en 2-1-føring den dårlige start på kampen til trods. Efter fem minutters spil af 2. halvleg får FC Nordsjælland dog tilkendt straffespark, og Andreas Skov Olsen udligner for tigrene.

- Nordsjællænderne udligner tidligt i 2. halvleg, men vi formår at slå tilbage med det samme, og det er utrolig vigtigt, at de ikke får momentum efter udligningen, udtaler Kenneth Andersen. 

Efter 74 minutters spilletid får FC Nordsjællands Nikolai Baden Frederiksen tildelt et rødt kort, og det betyder, at FC Midtjylland kan lægge presset højere på banen.

- Vi havde ikke interesse i at forsvare føringen hjem, og det gør vi heller ikke. Selvfølgelig hjælper udvisningen os, men vi står godt på banen. Når vi gør det, vi har aftalt på forhånd, er vi rigtige gode, og kvaliteten er høj, siger Kenneth Andersen

Næste opgave for ulvene er AAB på udebane.

FC Midtjylland U19 – FC Nordsjælland U19 5-2 (2-1)
10' 0-1 Nikolai Baden Frederiksen
20’ 1-1 Christian Tue Jensen
27' 2-1 Aziz Essaisi
51' 2-2 Andreas Skov Olsen
51' 3-2 Aziz Essaisi
89' 4-2 Sebastian Buch Jensen
93' 5-2 Sebastian Buch Jensen

Advarsler:
12' Gustav Kjeldsen
17' Kasper Jørgensen
46' Sebastian Buch Jensen
74' Nikolai Baden Frederiksen (rødt kort)
80' Casper Tengstedt

FCM U19: Oliver Ottesen, Nicolai Damkjær, Gustav Kjeldsen, Victor Torp, Aziz Essaisi, Andreas Poulsen (75' Casper Tengstedt), Mikkel Jakobsen, Nicolas Madsen, Frank Onyeka (45' Uzochukwu Henry Onuorah), Christian Tue Jensen (84' Lukas Geissing), Sebastian Buch Jensen