10.08.2017, 12:23 | Af: | Foto: FC Midtjylland

U19-spillerne parat i startblokken

En træningstur til Sydafrika gik i vasken, men cheftræneren melder klart skib til lørdagens åbningskamp i Brøndby.

Knap fire uger er der gået siden FCM U19 vendte tilbage fra sommerferien, og langt den størstedel af den tid, er blevet tilbragt på træningsbanerne i Ikast.

Det var ikke helt efter planen, for faktisk skulle ulvene have været på træningslejr i Sydafrika fra den 25. juli til den 7. august – en tur der blandt andet omfattede kampe med det sydafrikanske U19-landshold, spanske Deportivo la Coruna og et akademi fra Elfensbenkysten.

Opholdet, der var henlagt til millionbyen Durban, endte dog med at blive aflyst kort tid før afrejsen, og årsagen var nedslående. På grund af politisk uro i den omkringliggende KwaZulu-Natal provins, følte arrangørerne ikke, de kunne garantere for de deltagende holds sikkerhed, og foreløbig er turneringen blevet udsat på ubestemt tid.

Udover forståelig skuffelse i U19-truppen, gav det FCM U19’s trænerstab et andet og mere praktisk problem, nemlig med kort varsel at få arrangeret træningskampe for talenterne. Den udfordring blev i første omgang løst med en intern træningskamp, og i lørdags var FCM U19 så en tur til Tyskland, hvor holdet mødte Holstein-Kiel (5-1 sejr til FCM).

- Det er klart, at vi alle sammen var skuffede over at se turen falde til jorden, men spillerne har nu været hurtige til at komme videre, og vi har haft en fælles forståelse om, at tiden herhjemme skulle bruges på at forberede os bedst muligt, fortæller cheftræner Kenneth Andersen.

Lørdag får FCM-talenterne så den første reelle indikation af, hvor holdet står, når man på udebane møder Brøndby, der har revanche til gode efter at FCM i sidste sæson vandt begge indbyrdes opgør (2-1u, 3-2h).

- Det er traditionen tro altid nogle kampe med høj intensitet, og jeg forventer ikke at den bliver mindre af, at Brøndbys U19-hold praktiserer den samme tempofyldte, aggressive stil som deres Superligahold. Det bliver ikke en kamp, hvor spillerne kommer til at hvile på bolden, og kunsten bliver at være ’”på” hele tiden, lyder vurderingen fra Kenneth Andersen.

Der er kampstart for FCM U19 i Brøndby lørdag kl. 13.00, mens FCM U17 først har ligapremiere i næste uge.

FCM vs. ACH – 20. okt.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox