12.03.2020, 14:14 | Af: Karsten Vestergaard | Foto: FC Midtjylland

U19 tabte uskøn blæsevejrskamp

Efter en flot start på foråret led FCM U19 onsdag et tilbageslag, da de i overtiden tabte udekampen mod AGF.

AGF U19 – FC Midtjylland U19 3-2 (0-1)
21' 0-1 Mads Hansen (oplæg Pyry Hannola)
61' 1-1 Frederik Ihler
81' 1-2 Mads Hansen
86' 2-2 Jonas Yderholm
90+3 3-2 Albert Grønbæk Erlykke

FCM U19: Valdemar Birksø – Tobias Damtoft, Hosine Bility (46' Raphael Onyedika Nwadike), Tobias Anker, Nikolas Dyhr – Nicolas Madsen, Oliver Sørensen – Mads Hansen, Pyry Hannola (80' Frederik Christensen), Oscar Fraulo – Frederik Heiselberg (61' Aral Simsir)

 

Advarsler: Tobias Anker (FCM), Jonas Yderholm (AGF), Anders Fæster (AGF), Daniel Gadegaard (AGF), Nikolas Dyhr (FCM), Aral Simsir (FCM)

 

Fredensvang dannede onsdag aften rammen om U19-opgøret mellem FCM og AGF. Kampen blev afviklet i et kraftigt blæsevejr, og det kom spillet til at bære præg af – det sammenhængende spil havde svære kår, og det blev en kamp med et utal af boldtab og kampe om andenbolde.

 

Efter 21 minutters spil lykkedes det dog FCM'erne at få strikket en stribe gode kombinationer sammen. Nikolas Dyhr spillede Pyry Hannola fri til gennembrud og han lagde bolden ind til Mads Hansen, der ufortøvet bragte ulvene i front.

 

Det sidste kvarter af første halveg blev kampens bedste , set med FCM-øjne. Det lykkedes at få sat spillet og presse værterne tilbage, men 2-0 målet udeblev dog.


En gang rod

FCM'erne kom ud til anden halvleg med vinden i ryggen, men kunne trods det ikke få tingene til at fungere. De ledte efter niveauet fra de første forårskampe, og spillet degenererede til en gang rod.

 

Efter en times spil lykkedes det AGF at få udlignet, da Frederik Ihler, headede et hjørnesparksindlæg ved bagerste stolpe. Den stilling varede indtil nitten minutter før tid, da Mads Hansen modtog bolden en 15-16 meter fra mål og peb læderet lavt ind i det lange hjørne. 2-1 og Hansens 6. sæsonscoring. En flot en af slagsen.

 

Så belavede FCM'erne sig på at kæmpe en grim sejr hjem, men den plan spolerede AGF's Jonas Yderholm med en god soloaktion. Han kom uden om Tobias Damtoft og bragede udligningen i nettet.

 

I tredje minuts overtid gik det så fra ondt til værre, da Albert Erlykke modtog bolden på kanten af feltet, trak ind mod banens midte og klinede bolden ind ved den ene stolpe. En voldsom ærgerlig afslutning set med FCM-øjne, men – retfærdigvis - også et par flot udførte scoringer af hjemmeholdet.

 

- Vi rammer ikke niveauet fra de første fire kampe i foråret, hverken offensivt eller defensivt. Vi skulle have truffet nogle bedre beslutninger i vores angrebsspil og selve udførelsen lod også noget tilbage at ønske. Vi havde også alt for mange boldtab, og det gjorde, at vi ikke fik nogen form for rytme ind i vores spil, erkendte cheftræner Henrik Jensen.

 

Fodbolden sat på standby

Han og resten af holdet går nu en uvis fremtid i møde. Divisionsforeningen har torsdag morgen meldt ud, at der ikke bliver spillet fodbold i Danmark i de kommende to uger på grund af det omsiggribende udbrud af Corona-virus.

 

Om den ekstraordinære situation siger FCM-træneren:

 

- For os betyder det, at træningerne i de næste dage er aflyst, ligesom vores kamp mod Vejle på lørdag er udsat på ubestemt tid. Der er ting i verden, der er mere vigtige end fodbold, så vi lytter til myndighedernes anvisninger, og håber snart at kunne være tilbage banen igen, udtaler Henrik Jensen.