12.12.2016, 15:05 | Af: | Foto: Rasmus Thomsen

U19-træner: Benfica er en spændende udfordring

Der venter en stor udfordring, når Benfica kommer på besøg i det nye år, men U19-træneren tror på, at midtjyderne kan overkomme den

FC Midtjyllands U19-talenter har imponeret hidtil i UEFA Youth League, hvor holdet har ekspederet de belgiske mestre fra Anderlecht ud og derefter de spanske mestre fra Malaga.

Nu venter der så portugisisk modstand, da Benfica kom op ad bowlen ved dagens lodtrækning i UEFA’s hovedkvarter i Nyon.

- Vi ved, at det er en stor udfordring, der venter os, men vi tror på, det er en udfordring, vi kan klare, siger U19-cheftræner Kenneth Andersen, der forventer en tæt kamp mod Benfica, der blev nummer to i den portugisiske liga i sidste sæson fire point efter Sporting Lissabon.

- Vi har spillet nogle tætte kampe i turneringen hidtil, og det tror jeg også, kampen mod Benfica bliver. Det er et hold, vi har stor respekt for. Benfica har udviklet mange dygtige spillere, siger Kenneth Andersen og henviser blandt andre til salget af Renato Sanches, der i foråret blev solg til Bayern München for mere end 200 millioner kroner.

Benfica er med i Youth League på grund af deres seniorhold, og derfor har de i efteråret spillet gruppespil. Her sluttede portugiserne som nummer to efter Dynamo Kiev, men foran Napoli, som de slog både ude og hjemme, og tyrkiske Besiktas.

Som nationale mestre har FC Midtjylland hjemmebane i knockout-kampen.

- I og med det kun er en kamp, betyder det meget at have hjemmebane. Da vi mødte Atletico Madrid i sidste sæson, var der mange mennesker på stadion, og det håber vi også, der kommer igen, siger Kenneth Andersen.

Opgøret spilles i slutningen af januar eller i februar.

FCM vs. AAB – 29. apr.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox