29.09.2018, 14:03 | Af: Ryan Svale Andersen | Foto: FC Midtjylland

U19 trak det længste strå i underholdende topopgør

Casper Tegnstedt og Jabril Abubakar stod for to mål hver i 4-2 sejren over AaB.

FC Midtjyllands U19-hold tog i lørdagens opgør imod AaB’s ditto i et vaskeægte topopgør. Kun ét point skilte de to mandskaber i toppen af ligaen inden kampen, og derfor var det førstepladsen, der var på spil for begge mandskaber. 

FC Midtjylland trak dog det længste strå efter et underholdende opgør, der bød på seks scoringer og to dobbelte målscorere for ulvene.

I første halvleg viste FCM sig fra sin bedste side. En storspillede Casper Tengstedt, der viste stor arbejdsindsats, skulle bruge blot et minut til at score to gange i første halvleg. Efter 15 minutters spil bragte han nemlig ulvene foran, da han dukkede op i feltet på et hjørnespark og headede FCM i front. Samme Tengstedt udbyggede blot få sekunder efter første scoring, da han modtog en bold i dybden fra Gustav Isaksen og stensikkert satte bolden ind bag Marcus Sørensen i AaB-målet. Ulvene var i stor kontrol i første halvleg. Det skyldes blandt andet Japhet Larsen, der viste godt defensivt arbejde. Hans placeringsevne og defensive duelspil var med til at holde AaB’erne fra fadet i første halvleg, hvor deres eneste chance på mål kom efter 41 minutter.

Ulvene fortsatte i samme spor i anden halvleg, men en dobbelt udskiftning fra AaB var stærkt medvirkende til, at de spillede sig ind i opgøret igen. Efter 75 minutters spil skulle der nemlig komme spænding i opgøret, da AaB kom på scoringstavlen. En AaB’er får hovedet på og header bolden på tværs, efter et indlæg i venstre side, her er Japhet Larsen uheldig, da han får bolden skrabet det sidste stykke over stregen til en reducering for AaB.

Efter målet spillede AaB sig til flere store chancer, men indskiftede Jabrill Abubakar fik endelig hul på bylden, da han atter bragte ulvene foran med 2 mål efter 79 minutters spil. En lang bold fra målmand Elias Rafn ender hos Jabrill, der bare skulle prikke den forbi en fremadstormende AaB-målmand for at gøre det til 3-1.

Så troede Jabril og resten af FCM-mandskabet, at de havde lukket kampen, men AaB svarede hurtigt igen. Efter godt opbygningsspil afslutter Oliver Klitten resolut og bringer spændingen tilbage i kampen. Et fremragende angreb af AaB.

FCM lukkede og slukkede dog opgøret, da de efter 83 minutter fik et frispark fra kanten af feltet. Det blev sparket fladt ind i feltet og endte bagest i feltet hos Jabril Abubakar, der bare skulle sætte foden på for at udbygge føringen endnu engang til stor glæde for cheftræner Kenneth Andersen:

- Det var fedt at se, at Jabril endelig fik hul på bylden. Det har han arbejdet hårdt for, udtaler træneren.

FCM-træneren var derudover ganske godt tilfreds med første halvleg, mens spændingen i anden halvleg ifølge ham skyldtes et godt spillede AaB mandskab:

- Vi spiller en rigtig, rigtig god første halvleg, hvor de eneste problemer er, at vi ikke er foran med 4 eller 5-0. AaB skifter så to mand i pausen og selvom vi havde forberedt os på det, så havde vi det svært i de første 5 minutter i anden halvleg. Vi får godt fat i det igen, men da vi taber presset på banen, så lukker vi AaB ind i kampen igen. Det skyldes nok, at vi havde løbet mange meter i første halvleg. Vi er godt tilfredse med sejren over et godt AaB hold, der fortjener respekt, udtaler Kenneth Andersen efter kampen.

Resultatet betyder da også, at ulvene fastholder førstepladsen og har nu fire point ned til AaB på andenpladsen.

Næste opgave for U19 er på onsdag, hvor irske Bohemians FC venter i UEFA Youth League.

FC Midtjylland U19 – AaB 4-2 (2-0)

15’1-0 Casper Tengstedt

16’ 2-0 Casper Tengstedt

75’ 2-1 Japhet Larsen (selvmål)

79’ 3-1 Jabril Abubakar

81’ 3-2 Oliver Klitten

83’ 4-2 Jabril Abubakar

FCM U19: Elias Rafn Olafsson –Sunday Odeh, Japthet Larsen, Tobias Anker, Nicolas Dyhr – Antonis Martis (Victor Dawa 72’) , Nicolas Madsen, Oliver Sørensen - Christian Tue (Jabrill 72’), Casper Tengstedt (Lukas Giessing 84’), Gustav Isaksen