02.10.2019, 21:15 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

UYL: De svenske mestre nedlagt på eget græs

U19 leverede en flot præstation i Sverige og tog det første stik mod IF Elfsborg i UEFA Youth League

Borås Arena dannede her til aften ramme om opgøret mellem de svenske og danske mestre i første runde af UEFA Youth Leagues Domestic Champions Path. 

Kampens indledning efterlod et klart indtryk af, at det var et møde mellem to af Nordens bedste hold, der begge gik til opgaven med stort mod og med en gameplan om at holde kuglen langs græsset. Der var ikke spillet mange minutter før Oliver Sørensen var tæt på at sætte sin signatur på en drømmestart, men han blev akkurat tacklet i skudøjeblikket tæt under mål. 

Efter 20 minutter hamrede Aral Simsir et hjørnespark mod bagerste stolpe og uden indblanding fra med- eller modspiller strøg bolden i nettet via stolpen. En storslået scoring og føringsmålet satte for alvor vores akademisterne i gang.

Hjemmeholdet blev konstant stresset af et højt og aggressivt pres og kort før pausen fordoblede Mads Hansen føringen med en følt afslutning i det lange hjørne. En rigtig flot første halvleg, hvor midtjyderne dominerede værterne med stor fysik og højt tempo. 

Kampbilledet forblev det samme fra anden halvegs start og inden for få minutter havde både Simsir, Hansen og Sørensen store muligheder, men Sebastian Jonsson i Elfsborg-målet diskede op med flotte redninger og holdte hjemmeholdet inde i opgøret.  

Efter 72 minutter var en oplagt Aral Simsir igen på spil. Nicolas Madsen headede Mads Hansen fri og han sendte fikst Simsir alene igennem i feltet med en skarp aflevering. Simsir afsluttede fladt forbi Svensson, men stolpen reddede Elfsborg. 

De unge midtjydere var i kontrol og spillede med stor kvalitet på bolden, hvorofr værterne havde svært ved at skabe chancer. Der skulle derfor også en tilfældighed til for at bringe hjemmeholdet tilbage i opgøret. Efter 77 minutter dumpede en returbold efter et hjørnespark ned for fødderne af Iljazi og blandt venner og fjender sendte han reduceringen i nettet. 

Som kampens afslutning nærmede sig, steg intensiteten og det kunne ses i nærkampene. Det tog rytmen en smule ud af opgøret, men kort før slutfløjtet måtte Elfsborg igen have hjælp af træværket. Denne gang brød indskiftede Justice igennem Elfsborg-forsvaret og sendte kuglen mod mål. Jonsson måtte ud i fuld længde og kunne med fingerspidsen vippe forsøget op på overliggeren. Endnu en stor redning af Jonsson. 

Det blev ved 2-1 og U19 sikrede sig dermed et solidt udgangspunkt forud for returopgøret på MCH Arena onsdag den 23. oktober kl. 18:30.  

Du kan læse en detaljeret gennemgang af kampen via livefeedet på Twitter HER

Kampfakta
UEFA Youth League, Domestic Champions Path, Runde 1 
IF Elfsborg U19 – FC Midtjylland U19 1-2 (0-2) 

20’: 0-1: Aral Simsir 
44’: 0-2 Mads Hansen
77’: 1-2 Eduart Iljazi 

FC Midtjyllands startopstilling
Valdemar Birksø, Raphael Onyedika, Tobias Anker, Kristoffer Lund, Tobias Damtoft, Nicolas Madsen, Antonis Martis, Hanus Sørensen, Oliver Sørensen, Mads Hansen, Aral Simsir. 

Bænk
Frederik Bach, John Ndjate, Anders Kaiser, Pyry Hannola, Frederik Christensen, Simon Madsen, Justice Ohajunwa. 

 

FCM vs. RFC – 21. okt.

Køb billet