11.12.2019, 08:55 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

11. december: U19 dansk mester

Winston Reid var blandt andre med på holdkortet, da U19-mandskabet i 2005 vandt FC Midtjyllands første danske mesterskab

I dag skaber et dansk mesterskab i U19 Ligaen måske ikke groteske og vanvittige scener i det midtjyske, men der er en første gang for alting.

I 2005 strøg FC Midtjyllands ældste ungdomshold helt til tops og vandt mesterskabet for første gang i klubbens historie.

Siden er det blevet til hele otte U19-titler, men den første gang er altid noget særligt – sådan var det også i 2005 på Ikast Stadion, hvor FC Midtjylland skulle bruge en sejr mod Esbjerg fB for at sikre sig DM-guld.

Med en blanding af akademispillere og ikke-akademispillere leverede hjemmeholdet dog ikke opmuntrende ting i kampens indledning.

Hele 1500 tilskuere var på plads, flere af dem med romerlys, men de mange tilskuere hang blandt andet sammen med, at Claus Steinlein havde lovet øl for massiv støtte til den afgørende kamp.

Winston Reid & Co. klarede presset, efter de blev hjulpet i gang af et sydvestjysk selvmål, og med en 2-0 sejr var der for første gang guldfest i FC Midtjylland.

Billederne er venligst stillet til rådighed af Discovery.