13.12.2019, 08:58 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

13. december: Rekord på MCH Arena

Der var pres på MCH Arena, da FC Midtjylland i slutningen af 2007 mødte FC København

Kapaciteten på MCH Arena er 11.800, og den 11. november 2007 var den under pres, da FC Midtjylland tog imod FC København.

11.763 tilskuere ville se opgøret, og allerede efter ni minutter blev der stille i Herning, da Marcus Allbäck efter ni minutter bragte københavnerne foran 1-0.

Glæden vendte dog tilbage til MCH Arena efter pausen, for først balancerede Mikkel Thygesen stillingen med sin udligning til 1-1, og derefter slog Frank Kristensen til endnu engang, da han efter 65 minutter scorede til 2-1.

Desværre for FCM endte kampen uden vinder, fordi Mikael Antonsson udlignede til 2-2 efter 79 minutter, og sådan sluttede opgøret også foran et rekordstort publikum på MCH Arena.

Billeder er venligst stillet til rådighed af TV 3 Sport.