18.12.2019, 13:24 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

18. december: Det første mesterskab

FC Midtjylland skrev et vigtigt kapitel til historiebøgerne, da klubben i Slagelse sikrede sig det første danske mesterskab

Det var en torsdag aften, og det var på Harboe Arena.

Det var her, FC Midtjylland sikrede sig klubbens første mesterskab.

Det skete med en lunken 0-0 kamp mod bundholdet FC Vestsjælland, men det var rigeligt til at sikre sig et suverænt mesterskab, som var en passende revanche for sæsonen før, hvor FC København akkurat snuppede titlen.

Det var glemt i Slagelse denne majaften i 2015, hvor de medrejsende FCM-fans fik sig en fest med glimmer og guld, og det blev en munter bustur hjem til Herning, hvor der var modtagelse af jublende fans.

Til stede på Harboe Arena i Slagelse var blandt andre borgmester Lars Krarup og Venstre-topmanden Kristian Jensen, og de glædede sig sammen med resten af den midt- og vestjyske region, som nu endelig havde et synligt bevis på, at konstruktionen FC Midtjylland var en god idé.

DM-pokalen måtte FCM-spillerne dog vente med at få fingre i, da den først blev overrakt i forbindelse med sæsonens sidste kamp – på hjemmebane mod et Sønderjyske-hold, som tabte 2-1 til de nykårede danske mestre.

Billederne er venligst stillet til rådighed af Discovery.

FCM vs. SJE – 2. mar.

Køb billet