21.12.2019, 16:00 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

21. december: Youth League tilbageblik

FC Midtjylland har for længst slået sit navn fast i europæisk ungdomsfodbold - men alt har sin begyndelse

FC Midtjyllands U19-mandskab trådte i sæsonen 2015/16 for første gang ind i ungdommens Champions League, UEFA Youth League.

I første runde blev det til en samlet og sikker 5-2 sejr over FC Saburtalo fra Georgien, og i anden runde var der heller ikke de store problemer med polske Legia, som blev slået 2-0 på hjemmebane og 3-1 på udebane.

Så blev det tid til play off-kampen, som var mod Atl. Madrid.

Her endte det 4-4, og så skulle det hele afgøres på straffespark, hvor FCM-mandskabet viste sig stærkest, og sikrede sig en sejr.

Pludselig stod FC Midtjylland blandt de 16 bedste U19-mandskaber i Europa, men den næste modstander var endnu hårdere end Atl. Madrid.

Her ventede selveste FC Barcelona nemlig på udebane, og det endte da også med et nederlag på 3-1, men FCM-spillerne var foran 1-0, og det berømmede Barca-mandskab scorede først de afgørende mål i 90. og 92. minut.

Siden har FC Midtjylland for alvor markeret sig i Youth League – blandt andre med sejre over storklubber som AS Roma og Manchester United.