22.12.2019, 14:00 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

22. december: Det andet mesterskab

Det lignede længe et dansk mesterskab til Brøndby IF i sæsonen 2017/18 - men sådan gik det ikke ...

Måske kender I de fester, hvor forventningens glæde klart overstiger selve festen.

Sådan en var Brøndby IF vært for den 14. maj 2018.

Værterne havde sammen med FC Midtjylland kørt tæt parløb i toppen af landets bedste fodboldrække, men i tredjesidste spillerunde kunne Brøndby IF så godt som sikre sig klubbens første mesterskab siden 2005.

Brøndby Stadion var dækket op til guldfest, men FC Midtjylland spolerede det hele ved at vinde 1-0, da Bubacarr Sanneh kort før kampens afslutning headede Jakob Poulsens hjørnesparksbold i nettet.

Matchbolden var dog stadig hos Brøndby IF – i runden efter skulle de møde AC Horsens på udebane, mens FC Midtjylland var oppe imod FC København i Parken.

FCM-mandskabet vandt i Parken, og det så også ud til at blive Brøndby-sejr i Horsens, men så udlignede hjemmeholdet til 2-2 dybt inde i overtiden.

Nu var matchbolden pludselig hos FC Midtjylland, trods stort pointforspring til Brøndby IF i løbet af mesterskabsspillet, og FCM-mandskabet sikrede sig klubbens andet mesterskab i sidste spillerunde, hvor AC Horsens på MCH Arena blev slået 1-0 på Marc Dal Hendes scoring efter 59 minutters spil.

Vanvittig jubel i Herning, hvor mesterskabspokalen blev leveret med helikopter. Ud af den trådte Alexander Sørloth, som midt i sæsonen var blevet solgt til Premier League-klubben Crystal Palace.

FC Midtjyllands første mesterskab i 2015 vil altid blive husket – men det vil mesterskabet fra 2018 også.

Ikke mindst på grund af den vanvittige afslutning på sæsonen.

Billederne er venligst stillet til rådighed af TV 3 Sport.