23.12.2019, 14:03 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

23. december: Mål nummer 1000

Jakob Poulsen dedikerede FC Midtjyllands mål nummer 1000 til afdød fan

Den 28. juli 2018 rundede FC Midtjylland endnu en milepæl i klubbens historie.

Det var nemlig dagen, hvor mål nummer 1000 i landets bedste række blev sat ind, og meget passende var det klubikonet Jakob Poulsen, som signerede dén scoring.

Det gjorde han mod sin tidligere klub Esbjerg fB, som på MCH Arena blev slået med 3-1.

Jakob Poulsen scorede til 2-0 efter 34 minutter, da han i vanlig stil scorede stensikkert på et straffespark.

Efterfølgende dedikerede han klubbens mål nummer 1000 til den unge FCM-fan Bjarke Markussen og dennes familie – i en alder af bare 32 år mistede Bjarke Markussen livet i foråret 2018.

Jakob Poulsen understregede på den måde sit format som både menneske og spiller, og han nåede at spille hele 286 kampe, score 48 mål samt ikke mindst levere vanvittige 80 assists i løbet af sin tid i FC Midtjylland.

Billederne er venligst stillet til rådighed af Divisionsforeningen.