11.05.2020, 17:49 | Af: Mads Jakobsen | Foto: Getty Images

3F Superliga genstart i uge 22

Fra torsdag den 28. maj bliver der igen spillet 3F Superliga i Danmark

Mandag d. 9. marts spillede Silkeborg IF og AGF den foreløbig seneste kamp i 3F Superliga. Nu mere end to måneder senere er der sat datoer på genoptagelsen af 19/20 sæsonen. AGF – Randers FC sparker sæsonen i gang igen torsdag d. 28. maj kl. 19.00 i den udsatte kamp fra runde 21. Derefter tages der hul på runde 25 i weekenden startende med Silkeborg IF – FC Nordsjælland fredag kl. 19, mens Brøndby IF - SønderjyskE runder runden af tirsdag d. 2. kl. 19.00. På grund af Pinse, så spilles hovedparten af kampene i runde 25 mandag d. 1. juni. Grundspillet afsluttes søndag d. 7. juni, hvor alle kampe spilles samtidig med kick-off kl. 17.00.

- Vi glæder os helt vildt til at levere 3F Superliga til Danmark igen. Vi åbner med et brag af et lokalopgør, hvorefter vi går ind i ligaens absolut mest intense periode med afgørelsen af grundspillet over to runder. Runde 26 plejer at være en af de mest dramatiske sportsdage i Danmark med alle kampe samtidig, lyder det fra direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen.

Runde 21
Torsdag den 28. maj kl. 19.00, AGF – Randers FC

Runde 25
Fredag den 29. maj kl. 19.00, Silkeborg IF – FC Nordsjælland
Søndag den 31. maj Kl. 18.00, Esbjerg fB – AaB
Mandag den 1. juni kl. 14.00, Randers FC – Hobro IK
Mandag den 1. juni kl. 16.00, FC Midtjylland – AC Horsens
Mandag den 1. juni kl. 18.00, Lyngby BK – F.C. København
Mandag den 1. juni kl. 20.00, AGF – OB
Tirsdag den 2. juni kl. 19.00 Brøndby IF - SønderjyskE

Runde 26
Alle kampe spilles søndag den 7. juni kl. 17.00.

Så længe det ikke er muligt at spille med tilskuere på stadion, så er kamptidspunkterne ændret, så flest mulige kampe gøres bedst muligt tilgængelige for fodboldfans. Det gælder selvfølgelig kun indtil, der igen kan lukkes tilskuere ind.

Det forventes, at sidste ordinære runde afvikles søndag den 26. juli, og sæsonen sluttes af onsdag den 29. med Europa play-off-finalen. Da den endelige tilrettelæggelse af de resterende kampe i de europæiske turneringer endnu ikke er fastlagt, så kan der komme mindre ændringer i datoplanen. Programmet for slutspillet i 3F Superliga er klar senest tirsdag d. 9. juni. I NordicBet Ligaen er det endnu ikke besluttet, hvordan resten af sæsonen afvikles. Det kommer på plads i løbet af den her uge.