07.12.2019, 10:01 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

7. december: De første medaljer

Den 16. maj 2002 var en historisk dag for FC Midtjylland - klubben sikrede sig nemlig klubbens første medaljer i landets bedste fodboldrække

Den dag, FC Midtjylland vandt klubbens første medaljer, var det samtidig et farvel til cheftræner Ove Pedersen, som skiftede til Esbjerg fB.

Hjemme på Ikast Stadion var modstanderen i sidste spillerunde Viborg FF foran 5518 tilskuere, og gæsterne kom faktisk foran 1-0 allerede efter seks minutter, men det hele endte lykkeligt, for i anden halvleg scorede Morten Skoubo, Razak Pimpong og Christian Magleby, og dermed sikrede FC Midtjylland sig de første medaljer bare tre år efter klubbens stiftelse.

På målstregen snød de AaB, som på hjemmebane tabte til FC København, og dermed var der midtjysk jubel over klubbens første understregning af, at fusionen mellem Herning Fremad og Ikast fS mente det alvorligt.

Billederne er venligst stillet til rådighed af TV 3 Sport.