11.09.2018, 11:37 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

Afrikansk succes på den norske vestkyst

22-årige Babajide David Akintola er bare et af mange eksempler på, hvordan udlejede spillere udvikler sig på fremmed græs

Farvel til vante omgivelser i varmen, og goddag til nye mennesker, en anderledes kultur og køligere temperaturer.

Sådan var det for Babajide David Akintola i foråret 2015, hvor han som en ung mand forlod fodboldakademiet FC Edebei i Nigeria for at rejse godt 7000 kilometer mod nord. Her ventede et ophold på FC Midtjyllands akademi som afsæt for drømmen om en professionel fodboldkarriere i Europa.

I dag er han 22 år, og Baba, som de kærligt kalder ham i Haugesund på den norske vestkyst, er godt i gang med at skabe sig det rette fodboldmæssige fundament i den bedste norske række, hvor han er udlejet til FK Haugesund. Normalt en stabil midterklub i Norge, men i denne sæson er klubben i skrivende stund placeret på en tredjeplads og fortsat med i den norske pokalturnering.

Baba er et perfekt eksempel på FC Midtjyllands ønske om at finde og udvikle spillere, enten internt eller via lejemål i andre klubber, og derefter integrere dem på eget førstehold eller sælge dem videre. Lige nu gør Baba alt for at hæve sin markedsværdi – han har stort set spillet alle minutter i denne sæson for FK Haugesund, han har scoret seks gange, og han har leveret seks assists, hvilket placerer ham på tredjepladsen på assistlisten i den bedste norske række.

- Det var netop noget af det, Baba skulle udvikle i sit spil - sin evne til at score mål og skabe målchancer – og han det fremragende i Haugesund, siger FC Midtjyllands sportschef Svend Graversen.

Offensivspilleren er lejet ud til FK Haugesund i hele 2018, og der er positive tilbagemeldinger fra Norge, når snakken falder på FCM-spilleren.

- De er meget glade for ham, siger de, og Baba er faldet fint til i truppen, fortæller Svend Graversen.

Tidligere var han lejet ud til Thisted og den norske 1. divisionsklub FK Jerv, men nu ser det ud til, at han for alvor forløser sit enorme potentiale. I landskampspausen scorede han endnu et mål, da FK Haugesund vandt en træningskamp mod Sandnes Ulf med 3-0.

- Vores udlejningsspillere er på jagt efter kontinuerlig spilletid, så de udvikler sig på højeste niveau, og konstruktionen med Baba og FK Haugesund virker til at være perfekt i forhold til det, vi gerne vil. Det er klart, at han bliver interessant for andre klubber, når han præsterer, som han gør i Norge i denne sæson, siger Svend Graversen og tilføjer, at FC Midtjylland allerede har modtaget bud på FK Haugesund-spilleren.

Næste opgave for Baba og holdkammeraterne i FK Haugesund er en stor hjemmekamp, Vestlandsderbyet mod Brann Bergen, og lørdagens opgør bliver endnu mere interessant i denne sæson, da FK Haugesund er nummer tre, mens Brann Bergen er på andenpladsen i Eliteserien.

Måske sætter Baba sit aftryk på Vestlandsderbyet i denne sæson – formen er til det, og den hurtige offensivspiller er aldrig set bedre end netop nu.